Norwegian er for første gang ramt af en omfattende strejke, der betyder mange aflyste flyafgange både i Norden og i resten af verden.
Luftfartsanalytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, forklarer strejken med, at tingene er gået lige lovligt hurtigt i Norwegian i de senere år.
Det resulterede blandt andet i et underskud på 1,2 milliarder danske kroner i 2014.
- Norwegian har efter mange års succesfuld ekspansion i høj fart oplevet, at man har tabt meget store summer i 2014 efter nogle succesfulde år med overskud. Det gør, at man bliver nødt til at stoppe op, siger Jacob Pedersen.
Usårlige Norwegian
Den kolde økonomiske klud i ansigtet rammer nu også piloterne, og det er de ikke vant til, siger Jacob Pedersen.
- Piloterne har haft ganske fornuftige forhold. De har været ansat i et lavprisselskab med høj vækst med overskud, og det der med at effektivisere og fyre har været forbeholdt de gamle netværksselskaber. Det har gjort, at medarbejderne har følt sig usårlige, men det er de altså ikke.
Årsagen til Norwegians milliardunderskud skal, ifølge Jacob Pedersen, findes i, at Norwegian har kastet sig for hovedkulds ud i at flyve langdistanceruter til blandt andet USA og Thailand.
Det er nemlig en mere indviklet affære end de kortere ruter i Skandinavien og Europa, der ellers har været varemærket hos Norwegian i mange år.
- Man bliver nødt til at finde sit fodfæste og finde ud af, hvordan man kommer til at tjene penge på det her nye setup. Nu har man også langdistanceflyvninger. Det er med til at tilføre noget kompleksitet. Og det er dyrt i luftfartssektoren, siger Jacob Pedersen.
SAS er syg
Strejken i Norwegian har kørt siden i lørdags, og der er nu 650 piloter, der strejker.
Alligevel vurderer Jacob Pedersen, at Norwegian har gode muligheder for at lande en permanent løsning, der kan sikre selskabets økonomi i fremtiden, og bedre muligheder end SAS for eksempel.
- SAS har på den måde været syg i mange år. Hos Norwegian har man kun været syg i 2014, og nu må man så konsolidere i et år i stedet for at vokse. Det giver ledelsen masser af muligheder for at justere, så man kan komme til at tjene penge i fremtiden.