Luftfarten om ny transportminister: Ikke vores drømmeminister

Liberal Alliances holdninger til Ryanair og Uber bekymrer luftfartspersonale.

Da Ryanair ikke ville forhandle overenskomst med den danske fagbevægelse, opstod der strid mellem parterne. Liberal Alliance ærgrede sig i den forbindelse over, at fagforeningen skræmte Ryanair væk. (Foto: © Sophia Juliane Lydolph, Scanpix)

Det modtages med blandede følelser, at den nye transportminister i VLAK-regering hedder Ole Birk Olesen (LA).

Da der var konflikt mellem Ryanair og de danske fagforeninger, stillede Liberal Alliance sig på det irske lavprisselskabs side. Det bekymrer Thilde Waast, der er formand for flyvebranchens personaleunion, som omfatter piloter og kabinepersonale. Hun ærgrer sig samtidig over, at Hans Christian Schmidts (V) tid som transportminister er ovre:

- I første omgang er vi rigtigt ærgerlige over, at Hans Christian Schmidt (V) skiftes ud, fordi vi befinder os på et meget kritisk tidspunkt. Både i Danmark og i EU arbejder man meget med luftfartsstrategier, og det ærgrer mig meget, at Hans Christian Schmidt ikke får lov til at gøre det færdigt, siger Thilde Waast.

Ikke en drømmeminister

At det så bliver Ole Birk Olesen, som skal overtage depechen, er ikke uproblematisk, mener hun:

- I de store sager på transportområdet, hvor vi som fagbevægelse har haft en holdning, blandt andet i forhold til Ryanair og Uber, der ligger vi meget langt fra Liberal Alliances politik. Men vi skal jo lade tvivlen komme ham til gode. Når han har ministerposten med ansvaret, kan det være, han ser vigtigheden i et sundt, dansk luftfartserhverv, og et sundt europæisk luftfartserhverv i det hele taget, siger Thilde Waast.

Michael Svane, Dansk Industris ansvarlige for transport og infrastruktur, hilser Ole Birk Olesen velkommen som ny transportminister. Han håber, at ministeren vil gå ind i arbejdet med samme engagement som den afgående transportminister, Hans Christian Schmidt.

- Vi har i Hans Christian Schmidt haft en minister, vi kunne kalde luftfartens minister. Han har med personlighed og stort flid engageret sig i luftfartens forhold herunder luftfartens strategi, hvor han også har engageret sig i ordnede forhold. Jeg er sikker på, at den stafet bliver givet videre til en ny minister, siger Michael Svane.

Regner med samme røde tråd

Ole Birk Olesen bliver den 16. transportminister, som Michael Svane kommer til at arbejde sammen med. Og han er ikke tvivl om, at det nok skal gå hen at blive et godt samarbejde.

- Ministre forgår, ministerier består. Alt det, der er forankret i Transportministeret har jeg set nye ministre tage til sig. Jeg er helt overbevist om, at det nok skal lykkes med Ole Birk Olesen at føre den røde tråd videre, den skal vi nok lande sikkert, siger Michael Svane.

I det 86-sider lange regeringsgrundlag nævnes luftfarten ikke. Dog står der, at regeringen vil indføre 'forsøgområder', hvor regeringen vil tillade afprøvning af ny teknologi, der går på kompromis med "gældende regler".