Ansigtet strålede ikke af optimisme, da chefforhandler for staten, innovationsminister Sophie Løhde, trådte ud fra Forligsinstitutionen søndag aften.
- Vi fortsætter forhandlingerne i morgen, men jeg skal ikke lægge skjul på, at det ser svært ud, så jeg har ikke så meget yderligere at tilføje lige nu, lød det til de rullende tv-kameraer.
At hun allerede kunne tale med pressen før midnat skyldtes, at forligsmand Mette Christensen trak stikket på forhandlingerne og sendte parterne hjem.
Mens de regionale og kommunale parter får mandagen fri og først skal møde op igen tirsdag formiddag klokken 10, så får statens forhandlere kun natten over til at hvile sig. De skal stå klar igen mandag klokken 14.
Dybt alvorlig situation
Selvom Sophie Løhde anser situationen for at være kritisk, så gav hun alligevel også udtryk for, at en løsning stadig er inden for rækkevidde.
- Når der er møder i kalenderen, så har jeg bestemt ikke opgivet. Hver dag, jeg er gået igennem døren til Forligsinstitutionen, har der været med en ambition om at lande en aftale, som parterne kunne se sig selv i. Derfor har jeg selvsagt heller ikke opgivet endnu.
- Men jeg må understrege, at det er en dybt alvorlig situation, vi står i, og det ser rigtig svært ud, fortsatte hun.
- Jeg forbereder mig på, at vi genoptager forhandlingerne i morgen og forsøger at nå frem til et resultat, som alle vores dygtige ansatte i det offentlige kan være tilfredse med. En aftale, hvor man får en pæn lønstigning og kan sikre en fortsat god udvikling af den offentlige sektor, og det mener jeg også, at der gode muligheder for med det, der ligger på bordet.
- Men når det ikke er sket endnu, så er det fordi, det er rigtig svært.
Pausen i forhandlingerne søndag aften bliver ifølge DR’s kilder holdt, fordi arbejdsgiverne i staten har bedt om tid til at regne nye løsningsmodeller igennem.
I og med forligsmanden har udskudt konflikten, så har man reelt frem til og med den 1. maj til at forhandle en løsning på plads.