LO's tætte parløb med Socialdemokraterne og SF kan udløse en ny massiv medlemsflugt fra den i forvejen kriseramte fagbevægelse, skriver Politiken.
I en rundspørge, som Megafon har gennemført for Politiken og TV2, svarer 19 procent af de adspurgte LO-medlemmer, at de overvejer at kvitte deres fagforening på grund af LO's samarbejde med Folketingets røde blok.
- Det er et rigtig voldsomt tal og et markant signal fra medlemmerne, der i den grad må tages meget alvorligt af forbundene. Man er simpelthen gået over stregen i forhold til at knytte sig så entydigt til en politisk side, siger Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet.
Maner til besindighed
Undersøgelsen er foretaget, før det blev kendt, at fagbevægelsen også økonomisk har støttet S og SF's økonomiske plan "En fair løsning".
LO-formand Harald Børsting tager undersøgelsen alvorligt, men han maner alligevel til besindighed.
- Man kan ikke gøre alle tilfredse hele tiden, men det er klart, at vi skal lytte til medlemmerne. Jeg vil selvfølgelig være ked af, hvis så mange melder sig ud, men vores erfaring er, at folk ikke bare sådan forlader os, siger han til Politiken.
Harald Børsting er dog ikke enig i, at LO er blevet for politisk.
-Jeg mener, medlemmerne tager fejl. De forveksler vores interessevaretagelse med det at være politisk, siger han.