Med boligskatteaftalen forleden blev det slået fast, at omkring 730.000 boligejere, primært uden for de store byer, skal have i alt 13 milliarder kroner tilbage i for meget betalt boligskat.
Udbetalingen sker i foråret 2019 til de private boligejere og i foråret 2020 til ejere af erhvervsejendomme - herunder også andelsboliger og private udlejningsejendomme, oplyser Skatteministeriet.
Og her er det om at være vågen, hvis man er af de omkring 530.000 lejere i de private udlejningsejendomme. For mange er der nemlig penge at hente, når udlejeren får penge retur.
- Skat meddeler udlejeren om, at der er lavet en fejl: "Der er betalt for meget grundskyld af den ejendom, du har, så nu returnerer vi pengene til dig". Så er det op til ham (udlejeren, red.), om han vil sige det til de lejere, der bor der, siger Jesper Larsen, cheføkonom i Lejernes Landsorganisation.
De nuværende lejere kan forvente at få penge tilbage, fordi de betaler en lille del af udlejerens samlede boligskat, når de betaler husleje.
Så hvis udlejeren har betalt for meget i boligskat fra 2011 til 2019, har lejeren derfor betalt for meget i husleje.
Lejerne skal være obs på udlejeren
De private udlejere er ifølge Lejernes Landsorganisation ikke forpligtet til at tilbagebetale pengene til de nuværende lejere.
Derfor opfordrer Jesper Larsen lejerne til at holde øje med, om deres udlejer får penge tilbage, når de nye ejendomsvurderinger kommer.
- Lejerne skal søge oplysninger om, hvorvidt der har været tale om en fejlvurdering af ejendommen, og om de har betalt for meget i ejendomsskatter som følge af det her, siger Jesper Larsen.
Hvor meget den enkelte lejer kan se frem til at få tilbage er uvist, men beløbet kan ligge på omkring 600 kroner per år, hvor udlejeren har betalt for meget i boligskat.
Det viser en udregning, som Lejernes Landsorganisation har lavet.
Det vides heller ikke, hvor mange lejere der kan forvente at få penge tilbage.
Skatteministeriet skønner, at de 13 milliarder kroner, som skal betales tilbage til boligejerne, splittes op, så ni milliarder går til private boligejere, mens fire milliarder går til erhvervsejendomme - herunder også udlejningsejendomme.
Erhvervsorganisationen for udlejerne, Ejendomsforeningen Danmark, vil endnu ikke udtale sig om, hvad der kommer til at ske i forhold til lejerne, når de nye ejendomsvurderinger kommer. Det oplyser formanden John R. Frederiksen.