Langsom post skaber problemer for danskerne

Konsekvensen af den nye postlov begynder nu at gøre ondt på danskere, der ikke får betalt regningerne til tiden eller må vente uger på deres nye Dankort.

Posten kommer ikke længere fra dag til dag - og det giver problemer. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Når man får leveret en frisk tank olie til oliefyret, plejer der vanligvis at ankomme en regning i postkassen kort efter.

Men da pensionistægteparret Erik og Alice Andersen fra Tybjerglille uden for Herlufmagle på Sjælland i sommers skiftede leverandør til olieselskabet OK, kom der ingenting.

- Da der var gået otte dage tænkte vi, at det var mærkeligt, at regningen ikke kom. De plejer at være ret hurtige til at at sende det. Men så tænkte vi ikke mere over det, før brevet en dag lå i postkassen. Det var den 23. august. Men betalingsfristen på regningen var den 22. august, forklarer Alice Andersen.

Ikke post hver dag

Hun er en af de mange danskere, der siden i sommer har kunnet komme til at vente i mange dage på breve, efter at en revision af postloven fra 1. juli tillod Post Nord kun at bringe post ud nogle af ugens dage.

Revisionen var en konsekvens af vi ikke længere sender så mange breve som tidligere. Senest har også det offentlige droppet brevposten og er begyndt at sende digitale breve til brugernes e-bokse.

Men posten kan under nogle omstændigheder være endnu længere tid om at nå frem. Syv procent af brevene bliver nemlig leveret senere end inden for fem hverdage, og selv om Post Nord holder sig inden for den aftale, selskabet har med staten, skaber forsinkelserne problemer for mange.

Måtte ringe og undskylde

Og en af dem, der er ramt af langsommeligheden, er altså Alice Andersen, der først fik regningen dagen efter, at den skulle have været betalt.

Ægteparret var nye kunder hos OK, og Alice Andersen valgte at gribe telefonen og ringe til selskabet med en beklagelse over, at pengene nu ville blive indbetalt for sent.

- Vi var jo nye kunder, og jeg ville ikke bryde mig om at blive stemplet som dårlig betaler. Heldigvis får vi ikke så mange breve, og meget af det kører over betalingsservice. Men det er ikke alt, der kan det. Så nu har vi valgt at betale med det samme - så får vi også lidt ekstra rabat, siger hun.

Ægteparrets bøvl med forsinkede regninger er ikke enestående. Siden ændringerne i postloven har danskerne måtte vente længe på Dankort, indkaldelser til møder på hospitalet eller fødselsdagskort, der kommer længe efter fødselsdagen.

Dyre quickbreve når heller ikke altid frem

Vil man være sikker på at brevet når frem til tiden, må man hoste op med 27 kroner for et at de nye Quickbreve, der når frem næste dag.

Men også her er der problemer, og i perioden fra 1. juli til 31. oktober kom hvert tiende brev for sent, selv om det var sendt som Quickbrev, viser tal fra Trafik- og Byggestyrelsen, der fører tilsyn med kvaliteten hos Post Nord.

Hos OK blev man som en konsekvens af postloven nødt til at forlænge kundernes betalingsfrist.

- Vi fik rigtig mange henvendelser fra kunder, der var kede af, at de fik regningerne for sent. Så vi var simpelthen nødt til at ændre betalingsfristen for kunderne, siger Lene Bonde, der er kommunikationschef hos OK.

Posten: Kvaliteten på vej op

Hos Post Nord forklarer Peter Kjær Jensen, der er direktør for Post Nord i Danmark, at posten er i færd med at omstrukturere distributionen.

- Vi har åbnet en postterminal i Taastrup, der er under indkørsel, vi har lukket en terminal i Aarhus, og vi har ekspanderet en terminal i Fredericia. Det kan have haft impact (påvirkning, red) på kvaliteten. Men fra mit perspektiv, synes jeg vi holder os inden for aftalen, på trods af, at vi har indført nogle ret store operationelle ændringer, siger han og peger på, at Post Nord holder sig inden for den aftale, der er med staten.

Peter Kjær Jensen understreger, at Post Nord forventer, at kvaliteten af selskabets service vil stige, når de nye distributionscentre er oppe at køre.