I dag er det skæbnedag for en 39-årig, tidligere chef i OW Bunker: Skal han retsforfølges i Danmark eller Italien? Selv om begge lande er en del af EU, så er der en verden til forskel på fængselsforholdene.
Den tidligere chef er involveret i en spektakulær sag om salg af fiktiv olie for 50 millioner kroner, om et sunket spøgelsesskib og om mafiaen i Italien.
Sagen har bølget frem og tilbage: Klokken lidt over ni mandag morgen fastslog Østre Landsret, at den tidligere OW Bunker-chef skulle udleveres til en straffesag i Italien.
Kort efter oplyste hans forsvarer, at dommen bliver anket til Højesteret.
I strid med menneskerettighederne?
De tre landsretsdommere var ikke enige i spørgsmålet om, hvorvidt den tidligere OW Bunker-chef skal overgives til Italien. Dommernes stemmer lød 2-1.
- Den ene dommer er simpelthen bekymret for forholdene i de italienske fængsler i så høj grad, at der trods diplomatiske forsikringer efter hans mening ikke skal ske udlevering, fortæller DRs reporter på stedet, Søren Larsen.
Byrettens afgørelse lød, at OW Bunker-chefen ikke skulle retsforfølges i Italien.
Byrettens begrundelsen var, at det var i strid med menneskerettighederne at udlevere OW Bunker-chefen til Italien på grund af forholdene i fængslerne.Et spørgsmål om garanti for ok forhold
De italienske myndigheder har givet Danmark en garanti for, at den tidligere OW Bunker-chef under ophold i et fængsel ikke vil blive udsat for en behandling, som er umenneskelig og nedværdigende og dermed i strid med menneskerettighederne.
Om garantien har advokat Peter Blinkenberg, der er forsvarer i sagen tidligere sagt:
- Er den god nok? Nej, den er ikke god nok. Snusfornuften er et godt sted at starte, når man skal bedømme garantiens værdi, siger Peter Blinkenberg.
Spøgelsesskibet
Sagen handler om fiktivt salg af olie. Den tidligere OW Bunker-chef skulle angiveligt have haft en finger med i spillet, da der blev solgt for 11 millioner liter dieselolie til den italienske marinebase i Augusta på Sicilien.
Olien har værdi af cirka 7,4 millioner euro - over 50 millioner kroner. Tre officerer i den italienske flåde har angiveligt kvitteret for modtagelsen af olien og en af dem har endda sagt god for kvaliteten.
Der er dog ét problem: Skibet, der skulle have leveret de mange liter olie, Victory 1, ligger i dag på bunden af Atlanterhavet - og dér har det ligget siden september sidste år. Flere besætningsmedlemmer savnes stadig.
Sagen har i Italien fået navnet 'Spøgelsesskibet', fordi Victory 1 altså for længst er sunket.