Landbruget lider i tørken: Beder politikerne om hjælp

Tørkeramt landbrug foreslår at fremrykke landbrugsstøtte og lempe foderregler som håndsrækning under tørken.

Mange landbrug rundt om i landet er presset af lang tids tørke. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Landbruget er ramt af tørken, og det får organisationen Landbrug & Fødevarer til at bede om hjælp fra politisk hold.

Det skriver Landbrugsavisen.

Det handler dog ikke om, at skatteyderne skal punge ud, men eksempelvis om at fremrykke udbetaling af landbrugsstøtte.

Desuden ønsker man hurtig accept fra kommunerne til at bruge mere vand til vanding, end man normalt har tilladelse til.

- Vi står ikke med hatten i hånden, vi vil hellere have hjælp til selvhjælp, siger Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, til avisen.

Organisationen har onsdag holdt ekstraordinært møde for at drøfte sagen.

Her har man drøftet et omfattende katalog af hjælpemuligheder.

Et af de håndtag, man ifølge landbruget kan dreje på, er at fremrykke udbetaling af landbrugsstøtten.

Den udbetales normalt i december, men der er ifølge landbrugets vurdering intet til hinder for, at den udbetales tidligere.

Det kan hjælpe på landmændenes likviditet, som lider under lave udbytter og dermed lave indtægter.

Det kan også hjælpe på likviditeten, hvis man får udsættelse i forhold til, hvornår man skal betale moms og jordskatter.

- De forslag koster ikke skatteyderne noget. Renten er så lav, at en udsættelse af betaling reelt ikke har en omkostning for staten, siger Martin Merrild.

Andre tiltag, der kan lette situationen for landmændene, er tilladelse til at bruge mindre grovfoder til økologiske køer.

/ritzau/