Kunderne flygter: Overskuddet dykker i Danske Bank

Danske Banks overskud faldt i første halvdel af 2019, hvor banken tjente syv milliarder kroner.

Hvidvaskskandalen har fået danske kunder til at forlade Danske Bank i første halvdel af 2019. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Det er hårde tider i Danske Bank. Hvidvaskskandalen rammer Danmarks største bank, som bløder kunder og mister indtjening.

I første halvår af 2019 har 13.600 privatkunder forladt Danske Bank. Det svarer til en procent af kunderne.

- Den estiske sag fortsætter med at have en negativ indflydelse på kundetilfredsheden og kundeantallet for detailkunder i Danmark, skriver Danske Bank i regnskabet.

Det ser dog ud til, at kundeflugten er ved at aftage. Det var nemlig i begyndelsen af året, at Danske Bank mistede flest kunder. I andet kvartal mistede banken 4.300 kunder, står der i regnskabet.

Selvom en kundeflugt på en procent ikke lyder af meget, er det alligevel meget for en bank, mener Niels Lunde, der er chefredaktør på Børsen.

- Bankkunder er generelt ret dovne. Der skal meget til, før vi forlader vores bank, selvom vi har lyst til det, siger han.

Kundetilfredsheden blandt Danske Banks danske kunder er blevet en smule bedre i løbet af 2019. Men Danske Bank kalder dog stadig den score, som kunderne giver banken for 'utilfredsstillende,' og den ligger under bankens eget mål.

Overskuddet falder

Også på bundlinjen går det nedad for Danske Bank, der kom ud af første halvdel af 2019 med et overskud på syv milliarder kroner. Det er et fald i forhold til samme periode i 2018, hvor banken tjente 9,2 milliarder kroner.

Christian Baltzer, der er finansdirektør i Danske Bank, mener dog, at resultat er 'okay.'

- Vi har en dårligere indtjening, end vi har haft tidligere. På den korte bane skal vi accepetere det niveau, vi er på lige nu. Det er de rigtige ting, vi gør for at få en god solid bank i fremtiden, siger han.

Bankens omsætning på 22,3 milliarder kroner er næsten uændret, men faldt dog en million kroner.

Danske Banks overskud bliver endda hjulpet af salget af Danica i Sverige, som banken tjente 1,3 milliarder kroner på.

Mens Danske Bank altså havde ekstraordinære indtægter fra salget af Danica, faldt bankens renteindtægter. I første halvdel af 2019 havde Danske Bank renteindtægter på 10,9 milliarder kroner. Samme periode i 2018 var tallet 11,8 milliarder kroner.

- Noget af tilbagegangen er strukturelt, men det vigtigste er, at vi investerer rigtig meget i at bekæmpe økonomisk kriminalitet.

- Vores omkostninger til det stiger i første halvår, hvilket vi synes er okay. Det er vigtigt, at vi som landets største bank bliver de bedste til at bekæmpe økonomisk kriminalitet, så vi ikke igen bliver udnyttet til at lave hvidvask, siger Christian Baltzer.

Dårligt resultat var varslet

Niels Lunde mener dog ikke, at Danske Bank kan være tilfreds med et overskud på syv milliarder kroner.

- Det lyder af svimlende mange penge, men det er ikke nok. En virksomheds overskud skal stå i forhold til virksomhedens størrelse. Hvis det ikke gør det, vil aktionærerne overveje, om de skal eje Danske Bank aktier, siger han.

Danske Bank havde på forhånd varslet, at 2019 ikke bliver så godt et år, som banken havde forventet.

Den 8. juli kom banken nemlig med en selskabsmeddelelse, hvor forventningerne til resultatet for 2019 blev nedjusteret til 13-16 milliarder kroner efter skat mod 14-16 milliarder kroner, som banken tidligere havde meldt ud.

Opdateret kl 10:25 med citater fra Christian Baltzer, finansdirektør i Danske Bank og Niels Lunde, chefredaktør på Børsen.