Kronvidne i tysk retssag åbner op om udbyttesvindel mod Danmark: Sådan gjorde de

Danmark har været udsat for en særligt grov - og profitabel - udbyttefidus, siger aktiehandler.

De aggressive handler, som har kostet europæiske skatteydere dyrt, blev opfundet og eksekveret fra Londons finansdistrikt, City of London. (Foto: © HANNAH MCKAY, Scanpix)

Nærmere detaljer i sagen om udbyttesvindel mod Danmark er de seneste dage kommet frem i Retten i Bonn.

Her har det britiske kronvidne, Martin S., der er blevet mangemillionær på udbyttespekulation, over tre retsdage lagt kortene på bordet.

Martin S. har beskrevet, hvordan han var en del af en 'industri', som havde de europæiske skattekasser som omdrejningspunkt.

Og så har han forklaret, hvordan svindlen mod Danmark er foregået:

- Den her type handler er struktureret på en fuldstændigt anden måde end nogen anden strategi, jeg nogensinde har været involveret i. Det er tale om rene looping-transaktioner. Mere direkte kan det også kaldes "voucher printing" (printning af skattekuponer, red), siger Martin S.

Der var tale om en særligt grov form for spekulation, da den danske statskasse blev tømt for 12,7 millarder kroner i tilbagebetalinger af udbytteskat, forklarer Martin S. i Retten i Bonn:

- Det er de transaktioner, som er udført af Solo Capital og Sanjay Shah til skade for den danske statskasse, men også i Tyskland med fonde som EQI (finansselskab i London, red.) og deres udenlandske investeringsenheder, lyder det med henvisning til den hovedmistænkte i den danske sag, Sanjay Shah.

Dark Cum-ex

Martin S. er tiltalt for at have svindlet den tyske statskasse for 3,4 milliarder kroner i den tyske sag om udbyttesvindel, den såkaldte Cum-ex-sag.

Her menes det tyske skattevæsen at have refunderet udbytteskat for over 75 milliarder kroner til netværket omkring Martin S.

I sin forklaring til retten gennemgik Martin S. de forskellige metoder til at lokke penge ud af skatteforvaltningerne.

Her kom han også ind på metoden, som blev benyttet mod Danmark, kaldet 'Dark Cum-ex'.

- Fra omkring 2012 blev jeg opmærksom på, at sådanne handler eksisterede på det tyske marked. Men det var først i 2015, at jeg blev opmærksom på deres udbredelse på andre markeder og de uforholdsmæssigt store beløb, som blev tjent på dem, siger han.

Martin S. under det første retsmøde i Cum-ex-sagen i Bonn den 4. september. Han er flankeret af sin forsvarsadvokat Dr. Hellen Schilling. (© fotograf peter langkilde DR)

Martin S. forsøger at få nedsat sin straf på op mod 10 års fængsel ved at benytte kronvidneparagraffen i tysk lovgivning. Den kan opnås ved at samarbejde med myndighederne.

Lukket kredsløb

Selv om Martin S. er blevet mangemillionær på at hive udbytteskat op af særligt den tyske statskasse, var metoden mod Danmark så grov, at han ikke selv turde røre den.

- Selv med min viden om handlernes ekstraordinære rentabilitet, besluttede jeg mig for ikke at blive involveret i disse handler, på trods af at jeg fik tilbuddet på et sølvfad, siger Martin S.

Forskellen på Cum-ex og Dark Cum-ex er den platform, som handlerne foregår på.

'Almindelige' Cum-ex-handler finder sted på et åbent marked, hvor en række aktører flytter enorme aktiebeholdninger rundt omkring dagen, hvor børsnoterede selskaber betaler udbytte.

I Grosse Strafkammer i Retten i Bonn kører den første Cum-ex sag. Her er to personer og fem banker tiltalt for skattesvindel for over tre milliarder kroner. Sagen er led i et stort svindelkompleks, der vedrører svindel for over 75 milliarder kroner. (© Peter Langkilde)

Med Dark Cum-ex blev der bygget et lukket kredsløb, hvor handlerne blev sendt mellem selskaber internt i finanshusene, typisk uden der lå reelle aktier til grund for handlerne:

- Det er et komplet afviklings- og betalingssystem, der findes inden for et enkelt institut. I dette tilfælde sendes aktierne frem og tilbage mellem konti i det samme depot. Ofte uden der ligger reelle aktier til grund for handlerne, fortæller han.

I branchen kaldes sådan et lukket handelssystem for CMSS.

Aktier og kontanter

Ifølge Martin S. er Dark Cum-ex blevet benyttet til at trække penge ud af i hvert fald Danmark, Belgien og Tyskland.

Handlerne udnytter de skatteaftaler, som landene har med udlandet. Aftaler, som giver udenlandske selskaber ret til at tilbagesøge dansk udbytteskat.

I Danmarks tilfælde er særligt en skatteaftale med USA blevet brugt til udbyttesvindel.

Martin S. kunne sætte flere detaljer på, hvordan Sanjay Shah og hans finansselskabs, Solo Capital, opererede.

- De amerikanske pensionsplaner og malaysiske selskaber blev oprettet på Solo Capitals handelsplatform, hvor der blev solgt danske og belgiske aktier. Her var Sanjay Shah i stand til at 'nettoafvikle'. Det betyder, at han kunne afvikle transaktioner uden aktier eller kontanter.

- Efter sigende blev platformen brugt på en sådan måde, at der ikke blev krævet aktier eller kontanter til at fremstille de her skattekuponer, som blev sendt videre til skattevæsenet, sagde Martin S.

Martin S. nævnte også, at den australske storbank Macquarie havde bygget en handelsplatform, der mindede om et lukket markedskredsløb og dermed lænede sig tæt op ad Dark Cum-ex.

North Channel Bank

Martin S.' udsagn i Retten i Bonn bakkes op af et retsmøde i Retten i Glostrup mandag, hvor den tyske bank North Channel Bank erkendte at have begået skattesvindel mod Danmark.

Banken modtog en bøde på 110 millioner kroner for at have lagt hus til et lukket kredsløb af fiktive handler, som spyttede bunkevis af skattekuponer ud.

DR Nyheder besøgte i efteråret 2017 den tyske bank North Channel Bank, som har til hjemme i et højhus i byen Mainz.

I alt har 27 amerikanske pensionsplaner modtaget 1,1 milliarder kroner i refusion af udbytteskat som resultat af de fiktive handler i North Channel Bank.

Handlerne foregik i 2014 og 2015 og var inspireret af de ekstremt profitable handler, som foregik i Solo Capital.

På retsmødet i Retten i Glostrup erkendte direktøren i North Channel Bank, Gunnar Volkers, at der ikke var tale om reelle aktier, men handler i et lukket system:

- Bedrageriet mod den danske statskasse har været yderst professionelt planlagt og udført af dygtige erfarne bankfolk i et netværk over flere lande, som har udnyttet deres viden fra banksektoren til at bedrage de danske skattemyndigheder.

- Forholdet har stået på i en længere periode og ved anvendelse af hundredvis af fiktive aktiehandler, lød det fra dommer Henrik Munkholm, da dommen blev afsagt mandag.

Aktier, udbytte og skat

  • Når en virksomhed giver overskud, kan den vælge at udbetale en del af overskuddet til sine ejere, aktionærerne. Dem, der ejer en aktie i virksomheden kan altså - én gang om året, når der er generalforsamling – få en del af overskuddet udbetalt i form af et udbytte.

  • Når aktionærer modtager udbytte, skal de betale skat af det. Det kaldes udbytteskat.

  • I Danmark er satsen for udbytteskat 27 procent. De penge tilbageholdes automatisk af skat.

  • Men Danmark har særlige skatteaftaler med flere lande i verden. Det betyder, at visse selskaber i visse lande har mulighed for at få refunderet den udbytteskat, som skattevæsenet i Danmark har tilbageholdt. Blandt andre små amerikanske pensionskasser har skattefrihed, som betyder, at de ikke skal betale udbytteskat i Danmark.

  • Men ifølge de danske myndigheder har hundredvis af pensionskasser og selskaber fået refunderet udbytteskat, som de slet ikke har betalt. I alt har Skat fra 2012 til 2015 fejlagtigt udbetalt 12,7 milliarder kroner i refusion af udbytteskat.