Kriseramte Postnord sætter portoen op i Sverige

Postnord i Sverige hæver portoen, så det fremover kommer til at koste syv kroner at sende et brev.

Portoen er billig i Sverige, og der sendes langt flere breve. Nu stiger brevportoen fra 6,50 svenske kroner til 7 kroner i det kriseramte danske-svenske Postnord. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Efter et milliardunderskud i det dansk-svenske postselskab Postnord har selskabet besluttet at forhøje portoen i Sverige.

I dag koster det 6,50 svenske kroner at sende et almindeligt indenlandsk brev. Fra 1. april sættes prisen op til 7 kroner. Et postkort til udlandet stiger fra 19,50 til 21 kroner.

En pakke på to kilo vil koste fem kroner mere at sende, og der kan ventes flere prisstigninger om et par uger.

I Danmark koster et standardbrev, der kan være fem dage undervejs, 8 kroner, mens et såkaldt quickbrev, der leveres efter en dag, koster 27 kroner.

Postnord er fortsat en overskudsforretning i Sverige. Selskabet havde sidste år et overskud på 750 millioner svenske kroner, mens den danske del af selskabet røg i minus med over to milliarder kroner.

Postnord har bedt om en krisepakke på 2,3 milliarder danske kroner fra den svenske og danske stat.

Det danske minus skyldes især, at skiftende regeringer har satset benhårdt på at digitalisere al brevpost fra myndighederne, banker og andre.

I går meddelte den svenske regering, at den vil sætte mere fart på digitaliseringen, så kommunikationen mellem svenske borgere og myndigheder som 'hovedregel' skal være digital.

/ritzau/