Krisen rammer skævt: Hovedstaden lider, mens industrivirksomheder mangler medarbejdere

Virksomheder i hovedstaden får mest støtte til at komme gennem krisen.

Coronakrisen har ramt Danmark skævt, og især hovedstaden lider under nedlukningen.

Lukkede restauranter, tomme butikker og øde gader. Det er det dominerende billede, hvis man går en tur i København i disse dage. Hovedstaden er den del af Danmark, der lige nu er hårdest ramt af krisen.

Hele 43 procent af virksomhederne i både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har fået hjælp fra staten til at klare sig gennem coronakrisen.

Det viser tal fra Erhvervsministeriet.

Samtidig er det i hovedstadskommunerne, at vi finder de største stigninger i ledigheden. I Dragør Kommune er ledigheden steget med 136 procent i løbet af coronakrisen, og i Tårnby Kommune er den steget med 109 procent.

Det er primært den meget forskellige branchesammensætning i kommunerne, som er skyld i, at coronakrisen rammer skævt, forklarer Michael Svarer, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og tidligere overvismand. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Coronakrisen har ramt økonomien skævt, fordi der er nogle brancher, der er meget hårdt ramt, mens andre stort set ikke er ramt eller ligefrem har vundet på krisen. Der er en overrepræsentation af de virksomheder, der er hårdt ramt, som ligger i hovedstadsområdet, siger Michael Svarer, der er professor i Økonomi ved Aarhus Universitet.

Den jyske industri buldrer afsted

Kigger vi på den anden side af Storebælt går det langt bedre. I Vejen, Rebild og Vesthimmerlands kommuner er det kun hver femte virksomhed, der har fået hjælp af staten under coronakrisen.

- Der er mange brancher, som har lukreret på, at de har kunnet holde åbnet, og at folk har brugt deres penge indlands og ikke så meget udenlands, siger Michael Svarer.

Selvom hovedstaden samlet set er ramt meget hårdt ramt, er det vigtigt at huske på, at der også i hovedstadsområdet ligger virksomheder, som klarer sig fint gennem coronakrisen.

- De virksomheder i København, som tidligere har haft en meget høj værditilvækst, klarer sig stadig godt. Men der er et stort område, som lider. Det gør noget i den samlede værdiskabelse og beskæftigelse i København. Der er resten af landet mindre hårdt ramt, siger Michael Svarer.

Mens coronakrisen er rigtig hård ved hele turismeindustrien, ser det helt anderledes ud for industrivirksomhederne, som der især ligger mange af i Jylland. For nogle af virksomhederne går det så godt, at de faktisk har svært ved at finde kvalificerede medarbejdere.

- Der er virksomheder, der har svært ved at skaffe faglærte medarbejdere såsom smede, elektrikere og industriteknikere. Det er præcis på samme måde, som det var inden krisen. Det hænger sammen med, at behovet for medarbejdere er tilbage på det niveau, det var inden krisen, siger Steen Nielsen, der er vicedirektør i Dansk Industri.

Lige nu er det 12 procent af industrivirksomhederne, der har svært ved at finde de medarbejdere, de skal bruge.

- Det er lidt for tidligt at snakke om flaskehalse, men det er da positivt, at der er brug for medarbejdere, og at det går så godt i industri og byggeri, når nu der er andre brancher, hvor det er svært for tiden, siger Steen Nielsen.