Kontanter er besværlige: Dankortet koster det halve

Der er stor forskel på omkostningerne ved forskellige betalingsmidler. Regeringen vil nu lade flere butikker droppe kontanterne.

Kontanter er mere besværlige for butikkerne og kan friste røvere. Til gengæld kan alle betale med dem, lyder det fra Dansk Erhverv. Grafik: Emil Thorbjörnsson

Hvis det er op til regeringen, skal flere butikker have lov til at sige nej tak til sedler og mønter. Og fra et økonomisk synspunkt kan det godt give mening, for de samfundsmæssige omkostninger ved at vi betaler kontant er væsentlig højere, end hvis vi bruger Dankort.

Betalingsrådet under Nationalbanken har sidste år lavet en opgørelse af, hvor meget de forskellige betalingsmidler koster samfundet, og der er Dankort klart den billigste løsning.

Et enkelt køb med kontanter koster virksomheder, banker og forbrugere i alt 4,5 kroner, mens det blot koster 2,4 kroner, hver gang dankortet svinges. Internationale kort er generelt dyrere, især kreditkort hvor man kan hæve mere, end der står på ens konto, og dermed kan komme til at betale renter.

Grafik: Emil Thorbjörnsson
Grafik: Emil Thorbjörnsson

Omkostningerne er ikke et gebyr, man som forbruger eller butik kan se direkte på bonnen. Opgørelsen dækker over det tidsforbrug og det udstyr, der skal bruges til betalingerne.

Alle kan jo betale kontant

Men selvom prisen på kontanter samlet set er højere, kan der være mange gode grunde til at tage imod mønter og sedler alligevel.

- Fordelen ved kontanter er jo, at alle kan betale. Alle ved, hvordan det fungerer, og det er troværdigt og sikkert. Samtidig er man med det samme helt sikker på, at man har fået sine penge. Med elektroniske betalinger kan der være en lille risiko for, at der gøres indsigelse mod betalingen senere, for eksempel hvis kortet har været stjålet, siger Henrik Lundgaard Sedenmark, Chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Det er dog meget forskelligt, hvad det koster en virksomhed at tage imod kontanter, for der er en del faste omkostninger, og derfor vil det være langt billigere per betaling for en virksomhed med en stor kontantomsætning.

- Kontanter er bare mere besværlige for butikkerne, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det. Der er en lønomkostning til at tælle kassen op, pakke pengene og få dem transporteret over i banken, og det koster at bruge bankens døgnboks. Man skal sørge for at have byttepenge, man har også udgifter til sikkerhed, for eksempel pengeskab, siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

- Samtidig er der sikkerheden. Røvere går efter kontanter, og er butikken kontantløs, er der ikke noget at røve. Så det er en fordel for personalets sikkerhed.

Selvom man ikke må kræve gebyr af kunderne i butikkerne for at bruge betalingskort, lander en del af udgiften indirekte hos forbrugeren som højere pris på varerne.