Tidligere Viagogo-ansat: Vi købte selv billetterne

Billetterne dukker siden op til vilde overpriser hos Viagogo, der afviser, at det er fremgangsmåden.

Når billethajer i dag kan tjene fedt på at opkøbe billetter og sælge dem til vilde overpriser, er det ikke mindst på grund af siden viagogo.com, der også opererer under nationale domæner som Viagogo.dk.

Det er en såkaldt billetformidlingstjeneste, hvor hvem som helst kan købe og sælge billetter til alle former for events og arrangementer.

Det kan Viagogo gøre helt lovligt, så længe de ikke tager del i salget, men blot formidler kontakten mellem købere og sælgere.

Alle købte billetter

Men ifølge en tidligere ansat i Viagogo er firmaet langt mere involveret i handlen med billetter.

- Alle ansatte på Viagogo blev opfordret til at gå online, så snart billetter til populære events blev sat til salg – fx på Ticketmaster – og købe så mange de kunne, fortæller vedkommende, der ønsker at være anonym.

DR’s forbrugerprogram Kontant har talt med fire tidligere ansatte, der alle bekræfter, at den ulovlige fremgangsmåde var praksis, da de arbejde hos Viagogo.

Den tjekkiske billethaj

Kontant har de seneste uger jagtet billethajer, der tjener masser af penge på ulovligt videresalg af billetter på Viagogo i ind- og udland

Et spor af billetter fører til Prag og til en kvinde, der handler billetter i stor stil.

Hun hedder Elena Mamonova og har ikke umiddelbart nogen nærmere tilknytning til Danmark.

Alligevel har hun det seneste år købt godt 1000 billetter til koncerter i Danmark. Blandt andet til en stribe Carl Nielsen-koncerter i DR Koncerthuset. Hun har også købt 1000 billetter til koncerter og events i Finland.

Elena Mamonova sælger blandt andet billetterne på Viagogo.dk. For at vise hvordan det foregår, køber Kontant en billet til Carl Nielsen-koncerten af den tjekkiske kvinde.

Den koster under 500 kroner hos Koncerthuset, men ender i over 1500 kr. på Viagogo.dk. Hvis Elena Mamonova har tjent lignende beløb på alle sine billetter, er der tale om en potentiel fortjeneste på over to millioner kroner alene det seneste år.

Kontant finder frem til den tjekkiske billethaj og ringer til hende for at høre, hvorfor hun køber billetter til en koncert med den danske komponist Carl Nielsen?

- Det var en gave til min ven, lyder det kortfattet fra Elena Mamonova, der ikke vil forholde sig til spørgsmålet om, hvorfor hun har købet 2000 billetter til koncerter i Danmark og Finland og derfor afbryder forbindelsen.

Sporet fører til London

Kontant har løbende forsøgt at få en kommentar fra Viagogo, der muliggør det ulovlige videresalg af billetter til overpris og altså selv tager del i salget ifølge flere tidligere ansatte. Men selskabet vender ikke tilbage.

Viagogo er registreret i Schweiz, og er således uden for EU’s juridiske område, hvilket er stærkt belejligt, da selskabet har stribevis af forbrugerorganisationer og politikere på nakken. Men alle de tidligere ansatte, Kontant har talt med, er bosiddende i England, og i realiteten opererer Viagogo fra London under navnet VGL Services.

Jakob Illeborg drager til London og finder Viagogos kontorer på en af verdens dyreste erhvervsadresser i City of London, hvor han igen forsøger at få billetformidlingstjenesten i tale.