I denne uge er Kontant helt til rotterne.
Jakob Illeborg undersøger rotteplagen i Danmark. Mange danskere støder nemlig på de bakteriebefængte kræ i hjemmet, når de handler ind eller i børnenes institution, og antallet af anmeldelser er stærkt stigende.
Som du kan se i videoen, kommer vores fotograf helt tæt på rotterne under en optagelse til ugens program. Lige tæt nok vil de fleste - inklusiv fotografen - nok mene.
Rotten springer
Jakob Illeborg og kameraholdet besøger Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg, hvor zoolog Morten Vissing viser rotterne frem og fortæller om, hvad der tiltrækker de uønskede gnavere.
Og en kameramand fra DR er åbenbart ret tiltrækkende, for pludselig springer den ene rotte fra Morten Vissings skulder over på fotografen, der - som du kan høre - får sig lidt af et chok.
Vi kan i øvrigt oplyse, at både rotte og kameramand slap helskindet fra hændelsen.
Du kan møde de boligejere, der har haft rotterne helt inde på livet og høre, hvad det har kostet dem, i programmet "Kontant: Helt til rotterne"