Nordea bløder op efter Kontant-interview om telefonsvindel: Ofre skal ikke betale renter alligevel

Beslutningen er truffet ud fra en ”rimelighedsbetragtning”, skriver Nordea til DR.

Ifølge Henning Druekær blev han tilbudt et lån i sit hus, så han kunne betale sin kassekredit-gæld til Nordea efter svindlen. (Foto: © Jens Kolding)

Samtaler med falske politi- og bankfolk har kostet en lang række ældre danskere deres livsopsparing.

Men nu er der tilsyneladende penge på vej tilbage til nogle af de Nordea-kunder, der er blevet udsat for telefonsvindel og under instruktion fra svindlerne har trukket på en kredit i banken.

DR har talt med flere forskellige Nordea-kunder, der de seneste uger har fået samme besked af banken:

At de ikke skal betale renter til banken efter svindlen alligevel.

Og at Nordea vil give dem penge tilbage.

Vil refundere rentebeløb

En af dem er Henning Druekær fra Ølstykke. Han og hustruen Anette blev svindlet for cirka 220.000 kroner i januar og medvirkede i Kontant-programmet ”Ringet op og ruineret”, der blev sendt på DR1 torsdag.

Her kunne Henning Druekær fortælle, hvordan hans kassekredit – som han havde til rådighed, fordi han var såkaldt premium-kunde i Nordea – var kørt næsten i bund efter svindlen.

Derfor skyldte han pludselig Nordea penge. Men banken ønskede ifølge Henning Druekær ikke at ændre på renten, da han spurgte.

Efter svindelsagen har Henning Druekær skiftet bank.

Men nu har han alligevel modtaget et brev fra direktøren i den Nordea-afdeling, han var tilknyttet.

DR er i besiddelse af brevet dateret 18. august, hvor direktøren skriver:

- I forbindelse med jeres kedelige sag om svindel har der været trukket et beløb på jeres kredit i banken. Banken har besluttet ikke at opkræve renter på udlånsfaciliteter i disse sager, hvorfor jeg refunderer de renter, der er trukket på jeres konto.

Der er tale om et kursskifte fra Nordeas side - for da Kontant interviewede Nordea om Henning Druekærs sag inden sommer, lød det sådan her:

- Det, vi bestræber os på, er at finde løsninger, som hjælper den enkelte kunde, der hvor kunden er. Om det altid lykkes, måske ikke, sagde Anita Nedergaard, der er ansvarlig for bekæmpelse af finansiel kriminalitet i Nordea Bank Danmark.

- Den hjælp, vi tilbyder vores kunder, afspejler, at det er kundens ansvar, at de har lavet de her overførsler.

- Det kan jo heller ikke være rigtigt, at de skal tjene penge på, at jeg er blevet svindlet, siger Aase Edelsparre. (Foto: © Jens Kolding, (c) DR)

Svindeloffer: 'Et lille plaster på såret'

Også 76-årige Aase Edelsparre medvirkede i torsdagens Kontant-program. Her fortalte hun, hvordan hun en fredag i december sidste år overførte cirka 460.000 kroner til telefonsvindlere.

Aase Edelsparre har i denne uge talt i telefon med bankdirektøren i sin lokale Nordea-filial.

Ifølge Aase Edelsparre meddelte han, at banken vil refundere et rentebeløb til hende, så banken ikke har en rentegevinst på, at hun er blevet svindlet.

- Det er da et lille plaster på såret. Det sagde jeg også til ham, siger Aase Edelsparre.

DR har været i kontakt med Nordea Danmarks presseafdeling, som skriver:

- Vi har desværre set eksempler på, at svindlede kunder har overført beløb, der er trukket fra en kreditfacilitet, som de derfor som konsekvens betaler renter af til banken. Vi gennemgår sag for sag, og ud fra en rimelighedsbetragtning har vi besluttet, at disse kunder, der er blevet svindlet til at trække på deres kreditfacilitet, ikke skal betale renter til banken af dette.

- Men vi understreger, at det er en individuel vurdering fra sag til sag, slutter Nordea.

Du kan se Kontant-afsnittet 'Ringet og på ruineret' på DRTV her:

Kontant