Hvad skete der efter 'Kontant'?: Millionkrav, en forseglet papkasse og øget kontrol af bil-fuskere

Vi tager et tilbageblik på, hvad der er sket efter tre af de tidligere "Kontant"-programmer.

Når "Kontant" har sendt et program, vælter det ind med reaktioner fra seerne.

Hvad er der sket med de firmaer og personer, der har været i fokus? Fortsætter skurkene med at svindle? Får programmerne overhovedet nogen konsekvenser?

I denne uge har vi valgt at følge op på nogle af de tidligere programmer fra de seneste år.

En udmagrende strid om kopier

I september 2021 fortalte "Kontant" om en årelang kopistrid, der stod på mellem keramiker Kasper Würtz og sundhedsguru Christian Bitz.

I 2015 havde Kasper Würtz besøg af Christian Bitz i sit værksted. Würtz viste Bitz rundt, og sidstnævnte endte med at købe et stort parti kopper, skåle og tallerkener med det helt særlige design, Kasper havde udviklet sammen med sin far.

Nogle måneder senere ser Kasper Würtz pludselig et billede på Instagram, som han genkender som én af sine egne skåle. Men opslaget er fra den kendte ernæringsekspert, der nu lancerer sit eget keramikstel i samarbejde med den store grossistvirksomhed F&H Group A/S.

Efter en lang retssag får Kasper Würtz rettens ord for, at Christian Bitz har kopieret hans keramik.

Da det skal afgøres, hvor stor en erstatning Bitz skal betale sammen med F&H, bliver "Kontants" udsendelse pludselig en del af sagen, da Würtz som et modsvar bliver afkrævet tre millioner kroner i erstatning for offentligt at have udtalt sig negativt om Bitz og F&H.

Christian Bitz og F&H bliver dog i januar 2023 dømt til at betale en historisk høj erstatning på 6,4 millioner kroner til Kasper Würtz. Parterne indgår et forlig, og ingen af dem må udtale sig om forligets størrelse.

Kasper Würtz har mest lyst til at glemme hele sagen, som har taget hårdt på ham og hans familie. Derfor har han gemt alle sagens papirer i en flyttekasse af pap, der er forseglet med stærk tape. Han overvejer at brænde den.

Christian Bitz vil ikke kommentere på sagen igen over for "Kontant".

F&H Group A/S siger i et kortfattet, skriftligt svar, at man er tilfreds med det forlig, der er indgået. De betragter sagen som afsluttet.

"All you need is love" - og 12 millioner fra Staten

I nogle tilfælde blev festerne aflyst i sidste øjeblik. I andre kom betalingen ikke til deres samarbejdspartnere.

Peter Bindner havde i 2020 flere end 35 retssager bag sig, hvor folk havde hevet ham i fogedretten for at få ham til at betale.

Eventmanden har siden haft travlt med at arrangere det, han kaldte for gratis stuekoncerter.

Det gør han først under corona-pandemien, hvor han står bag fire koncerter med et orkester i en guld-indpakket sightseeing-bus, der kører igennem København, Odense, Aalborg og Aarhus. Senere laver han julekoncerter efter samme opskrift.

Peter Bindner søger om støtte hos Slots- og Kulturstyrelsen, der har oprettet en særlig pulje med penge til netop kulturelle arrangementer, mens landet er lukket ned.

På den måde får han udbetalt 12 millioner kroner i støtte til de otte koncerter af 30 minutters varighed, men det budget er noget fantasifulde, når man ser på, hvad koncerterne egentlig indeholder: En folieret bus, en mængde heliumfyldte balloner og et udklædt orkester, der spillede The Beatles' "All you need is love" på repeat.

Det vurderer Mads Wittrup, som ejer firmaet Event Republic og har mere end 20 års erfaring med at lave større events.

Peter Bindner skriver i en mail til "Kontant", at Slots- og Kulturstyrelsen har haft et meget præcist indblik i, hvad støttemidlerne skulle bruges til. Han skriver også, at der blev stillet supplerende spørgsmål til budgettet, som PB Action besvarede, før ansøgningen om støtte blev godkendt.

Slots- og Kulturstyrelsen har genvurderet Peter Bindners budgetter, og han er blevet bedt om at tilbagebetale 10,9 af de 12 millioner støttekroner, hvilket han nægter.

Peter Bindners firma er nu erklæret konkurs, og sagen skal afgøres i retssystemet.

Luskede bilsyn og sort samvittighed

"Kontant" afslørede, at en lang række udtjente biler, der aldrig burde køre rundt på de danske veje, blev godkendt uden anmærkninger af synshaller, der slet ikke havde haft bilen oppe på liften.

Det skete gennem de såkaldte sms-syn, hvor kunder betaler bagmænd med forbindelser nogle tusinde kroner for at få synet en bil, der ville koste langt mere at få klar til at bestå et rigtigt syn.

Transportminister Thomas Danielsen (V) var overrasket, for det var ny viden for ham, at den slags svindel fandt sted. "Kontant" har derfor genbesøgt ministeren for at høre, hvad han har gjort for at komme svindlen til livs.

Du kan se programmet "Kontant: Siden sidst" allerede nu på DRTV eller klokken 21.25 på DR1.