Advokat tog knap 500.000 for at opgøre dødsbo: Ifølge landsretten skulle han have mindre end det halve

For tre år siden lovede justitsministeren at gå videre med anbefalinger på bobestyrerområdet. Indtil videre er det ikke blevet til noget konkret.

Da Lis Fisker mistede sin mand efter flere års sygdom, havde parret på forhånd valgt en advokat til at hjælpe med det praktiske.

Men på grund af en fejl i testamentet og efterfølgende uenighed i familien udpegede Skifteretten en bobestyrer til at opgøre boet.

Der var tale om et ukompliceret bo, der bestod af penge på bankkonti, værdipapirer, aktier og en lejlighed.

I alt drejede det sig om cirka 14 millioner kroner.

Men da regningen landede, fik Lis Fisker alligevel et chok.

En bobestyrer-time koster omkring 2.750 kroner inklusiv moms.

Og denne bobestyrer - advokat Jens Bertel Rasmussen - ville have 495.000 kroner for sit arbejde med at gøre boet op.

Advokaten havde ifølge sin egen opgørelse brugt 213 timer på behandlingen.

- Det er vildt meget tid. Hvis det skal gøres op med en hel dag og sådan noget, så kan man begyndte at regne ud, hvor mange dage det er, siger Lis Fisker.

- Det kan slet ikke være rigtigt, at der er brugt den tid på det. Der er mange aktiver, men det betyder jo ikke, at det er et kompliceret bo.

Jurist undrer sig

Saira Ali er jurist og har arbejdet med arveret i ti år.

Hun lever blandt andet af at hjælpe med at afklare boers kompleksitet og mener, at bobehandling i mange tilfælde kan klares langt billigere.

Også i Lis Fiskers sag, som hun har kigget på og vurderet.

- Jeg tænker, at hvis en advokat eller en bobestyrer skal sætte så meget tid af på en sag, så har man jo sat halvanden måned af til bare at gøre et bo op. Ét bo. Og det giver ikke mening, siger Saira Ali.

Enke: 'En tag-selv-kasse'

Advokaternes salær er reguleret i Retsplejeloven.

Her fremgår det, at en advokat ikke må kræve højere vederlag for sit arbejde, end hvad der kan anses for rimeligt.

Lis Fisker valgte af egen lomme at hyre en advokat, der kunne bistå hende i sagen.

Hun klagede til Skifteretten. Retten var enig i, at salæret på de 495.000 kroner var for højt og nedsatte det til cirka 300.000 kroner.

Det valgte bobestyreren så at bringe for Landsretten.

Men det fik han ikke noget ud af - snarere det modsatte. Landsretten sænkede salæret yderligere til 218.750 kroner.

- Så kan man godt få den fornemmelse, at - hvis nu man på en eller anden måde har adgang til at vide, at her er et bo, hvor der er nogle midler - at det lidt er ligesom en tag-selv-kasse, siger Lis Fisker.

Jurist Saira Ali mener også, at boets størrelse i millionklassen spiller en afgørende rolle for prisen.

- Jeg er overbevist om, at det er det, der gør, at salæret ligger så højt, siger hun.

- Hvis man kan lave en overfakturering på over 260.000 eller 270.000, så kan det jo ikke være en tilfældighed, siger Lis Fisker om henholdsvis Skifterettens og Landsrettelsens nedsættelse af salæret. (© (c) DR)

Hævede pengene, inden sagen var afsluttet

Lis Fisker fik sig endnu en overraskelse, da hun gennemgik de konti, som Jens Bertel Rasmussen som bobestyrer administrerede.

Her viste det sig nemlig, at bobestyreren tidligt i forløbet havde hævet det oprindelige salær på 495.000 kroner - og dermed trukket dem ud af boet - inden boet var færdigbehandlet, og inden Skifteretten havde godkendt salærets størrelse.

- Det er et 'no go'. Det må man simpelthen ikke. Der står i loven, at hvis man skal have salær, inden boet er afsluttet, så skal Skifteretten godkende det, siger Bodil Ravn, der sidder i bestyrelsen i Danske Arveretsadvokater og repræsenterer branchen.

- Den her advokat regner med, at Skifteretten blåstempler hans salærkrav. Så det sender et signal om, at han forventer, at Skifteretten er helt enig i den her opgørelse, siger Eva Naur, der forsker i arveret på Aarhus Universitet.

Bobestyrer: 'Jeg havde brugt tid'

Jens Bertel Rasmussen er i dag gået på pension.

Kontant ringer i aftenens program til Jens Bertel Rasmussen for at høre, hvor beløbet stammer fra.

Hvorfor mente du indledningsvis, at det skulle koste næsten en halv million at behandle det bo her?

- Det var fordi, at jeg havde brugt tid, svarer han.

Men Jens Bertel Rasmussen vil ikke forholde sig til kritikken af tidsforbruget i sagen.

- Det har jeg ikke nogen kommentar til, siger han.

Men spørgsmålet er, om det er rigtigt, at du har brugt al den tid her?

- Ja, for jeg førte jo tidsjournaler på alle sagerne, siger Jens Bertel Rasmussen.

Adspurgt om, hvordan han kan lægge fra land med et salær på næsten en halv million, der siden bliver nedsat til 218.000, svarer bobestyreren i Lis Fiskers sag følgende:

- Jamen det er fordi, jeg har registreret tiden og så ganger det op med den timetid, som jeg har skrevet, at det vil koste.

Da Kontant-vært Jacob Kragelund spørger, hvorfor Jens Bertel Rasmussen hævede pengene, før han havde færdigbehandlet boet, bliver forbindelsen afbrudt.

Ingen nye initiativer på trods af anbefalinger

Konkurrencemyndighederne har tidligere undersøgt, om bobestyrer-området fungerer. Det gør det ikke, lød konklusionen.

- Det er et område, hvor konkurrencen ikke har det godt, sagde Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, dengang.

Det resulterede i nogle konkrete anbefalinger til, hvad der kunne gøres bedre:

At man ikke nødvendigvis behøver være advokat for at blive autoriseret bobestyrer, at de autoriserede bobestyrere skal udpeges hyppigere og på baggrund af konkurrence, og at bobestyrerne som udgangspunkt skal vælges af arvingerne i stedet for Skifteretten.

Den daværende justitsminister, Nick Hækkerup (S), lovede at gå videre med anbefalingerne for tre år siden. Derfor har Kontant spurgt ministeriet, hvilke ændringer det har ført til i.

- Justitsministeriet har ikke på nuværende tidspunkt gennemført initiativer på baggrund af Konkurrencerådets rapport, lyder det i et mailsvar.

Lis Fisker er ærgerlig over sagen.

For når man kæmper med en bobestyrer, sker det på et tidspunkt, hvor også andre følelser fylder meget.

- Det har været hårdt. Det har været traumatisk. Det har til tider været umuligt, og stort set har jeg ikke haft tid til at bearbejde sorgen, siger Lis Fisker.

Kontant undersøger bobestyrer-området i programmet 'Når advokaten arver mest'. Se med i aften klokken 21.25 på DR1 eller på DRTV allerede nu.