86-årig bruger slet ikke internettet: Men it-firma kræver 5.000 kroner for 'fortsættelse' af hans profil

Danskere på stribe er blevet ringet op ud af det blå og beskylder firma for bondefangeri, vildledning og svindel.

Dansk Online Service hævder, at 86-årige Gunnar Pagaard skylder knap 5.000 kroner efter et opkald til hans klaptelefon.

Landmanden Gunnar Pagaard føler sig bondefanget.

Faktisk føler han sig godt og gammeldags snøret af et københavnsk it-firma, der hedder Dansk Online Service.

Den 86-årige bruger ikke ret meget krudt på landbruget længere. Men Gunnar Pagaard bor stadig på gården ved Esbjerg og har beholdt sin aktive enkeltmandsvirksomhed.

Og nu hævder Dansk Online Service så - efter at have ringet Gunnar Pagaard op på hans klaptelefon - at landmanden skylder 4.990 kroner for såkaldt vedligeholdelse af Google Virksomhedsprofil.

- Der kom bare en skrivelse på internettet, hvor jeg skulle betale, siger han.

Der er bare ét problem:

Gunnar Pagaard har ikke nogen Google Virksomhedsprofil.

Og bruger i øvrigt ikke internettet.

- Det er fuldstændig gak for mig, hvad det er for noget, det der, siger Gunnar Pagaard.

Og han nægter derfor at betale fakturaen fra Dansk Online Service.

Dét får Dansk Online Service til at sende en mail med en lydfil tilbage. Lydfilen indeholder den sidste del af telefonsamtalen.

Så Gunnar Pagaard selv kan høre, at han har sagt ja.

Bordet fanger - båndoptageren kørte

Kontant har været i kontakt med en lang række virksomheder, der ligesom Gunnar Pagaard føler sig bondefanget, svindlet og vildledt af it-firmaet Dansk Online Service.

Der er primært tale om små firmaer. Og de beskriver præcis samme fremgangsmåde:

I røret er en person, som vil drøfte virksomhedens tilstedeværelse på Google. Stort set samtlige erhvervsdrivende får indtryk af, at der er tale om et igangværende samarbejde, der bare skal forlænges - eller at deres Google-profil vil lukke, hvis ikke de siger ja i røret.

Ganske kort tid efter samtalen modtager de så regningen. Oftest på cirka 5.000 kroner.

Og det, de tilsyneladende har sagt ja til, er en treårig vedligeholdelse af Google-virksomhedsprofilen.

Og når de erhvervsdrivende bliver klar over, at der slet ikke er et samarbejde i forvejen - og derfor vil ud af aftalen - ja, så fanger bordet.

Dansk Online Service har nemlig optaget en lydfil i den allersidste del af samtalen, hvor kunderne siger ja:

Dansk Online Service sender virksomhederne lydfiler af deres "ja", når de nægter at betale. (Foto: © Jens Kolding, (C) DR)

Hvis kunderne stadig ikke betaler, følger rykkere og i en række af kundernes tilfælde trusler om retssag og inkasso.

Kontant har også været i kontakt med flere virksomheder, der efter at have nægtet at betale Dansk Online Service har oplevet pludselig at stå som 'lukket permanent' på deres Google Virksomhedsprofil.

De erhvervsdrivende mistænker Dansk Online Service for at stå bag.

Alle kan foreslå ændringer i en virksomheds status på Google - også uden login til den profil, det handler om, siger en fagmand til Kontant. (Foto: © Jens Kolding, (c) DR)

Fortsætte som hidtil?

Der er noget pudsigt ved det bånd, Gunnar Pagaard har modtaget med sin egen samtale.

For sælgeren siger til landmanden, at hans "firmaprofil på Google får lov at fortsætte på det niveau, som den har stået inde på Google hidtil".

Og det er jo lidt underligt at sige, når Gunnar Pagaard som bekendt ikke har nogen firmaprofil på Google.

Landmanden har søgt hjælp hos sin mere it-kyndige nabo, Flemming Thomsen. Gunnar Pagaard kan godt selv finde ud af at bruge sin printer, men ellers bistår naboen ham med it i hverdagen.

- Gunnar har jo ikke forstået, hvad han siger. Det kan vi andre næsten heller ikke. Og det her er jo en lille stump af en samtale. Det kunne være meget spændende at høre hele samtalen, siger Flemming Thomsen om lydfilen.

- Gunnar har ikke noget som helst, for han bruger ikke internettet, siger naboen Flemming Thomsen. (© (c) DR)

Virksomheder betaler for at få sagen ud af verden

En række erhvervsdrivende har valgt at betale beløbet, selv om de mener, at de er blevet bondefanget.

- Jeg kan ikke lide at være en dårlig betaler. Og jeg havde jo sagt ja, det kan jeg ikke løbe fra, siger en af dem, Joan Wistisen fra Malerfirmaet Armin Wistisen i Give i Sydjylland.

Selv om Dansk Online Service har rykket ham, har Gunnar Pagaard dog ikke tænkt sig at betale. Ikke på vilkår.

Og han er ikke i tvivl om, hvad han mener om it-firmaets metoder.

- Det er pengeafpresning, siger Gunnar Pagaard.

I videoen her kan du høre nogle af de formuleringer, der går igen på tværs af Dansk Online Services lydfiler:

Professor: Ikke endelig dokumentation for noget som helst

Ifølge Søren Friis Hansen, professor i selskabsret på CBS Law, har Dansk Online Service ikke juraen på sin side, bare fordi der er optaget en lydfil af den sidste del af samtalen.

Retten vil foretage en vurdering af det samlede billede, siger han. Herunder de vidneforklaringer, der måtte blive afgivet i eventuelle sager.

- Det er klart, at en lydfil jo altid er en god dokumentation at have. Men det er jo ikke det fulde billede, og derfor er det ikke den endelige dokumentation for noget som helst i virkeligheden. Det, vi jo tilsyneladende mangler her, det er hele første del af forløbet. Hvad der er foregået inden, siger Søren Friis Hansen.

  • Da Kontant møder op i et callcenter på Costa del Sol, bekræfter en medarbejder, at centret ringer ud som Dansk Online Service. (Foto: © Jens Kolding, (c) DR)
  • Da Kontant møder op i et callcenter på Costa del Sol, bekræfter en medarbejder, at centret ringer ud som Dansk Online Service. (Foto: © Jens Kolding, (c) DR)
1 / 2

Når man lytter nærmere til lydfilerne, går flere formuleringer igen. For eksempel kan man høre sælgerne sige, at prisen "den her gang" er 3.992.

På samme måde taler sælgerne om ikke at "skrue op" for noget. At virksomhedsprofilen skal "køre videre på det mindste niveau". Eller at virksomhedsprofilen skal "fortsætte" med vedligeholdelse.

- Man forsøger at give kunderne det indtryk, at man har et eksisterende forretningsforhold, som sådan set bare skal fortsætte som hidtil. Og hvis det viser sig ikke at være tilfældet, så er det overvejende sandsynligt, at domstolen vil nå frem til, at der er tale om svig fra Dansk Online Services side, siger Søren Friis Hansen og fortæller, at aftalerne i givet fald ikke er gyldige.

Dansk Online Service eller Spansk Online Service?

I aftenens program kan Kontant konstatere, at Dansk Online Service ikke er fysisk placeret på den adresse i Kgs. Lyngby, som virksomheden angiver.

Men hvor er virksomheden så?

Jacob Kragelund og holdet lokaliserer et callcenter i Benalmádena uden for Malaga, som erkender at ringe ud som Dansk Online Service.

Den person, som Kontant bliver henvist til at tale med i callcentret, kan dog ikke løfte sløret for ledelsens opholdssted.

Direktøren i Dansk Online Service har vedkommende kun "hørt om".

Og om ejer, stifter og forhenværende direktør i Dansk Online Service, Nicolai Aarestrup, fortæller manden blot, at han opholder sig "i Europa".

Ejer: 'Det lyder som en historie fra de varme lande'

Efterfølgende lykkes det at få telefonisk kontakt til ejer Nicolai Aarestrup.

Ifølge ham er langt de fleste kunder glade for Dansk Online Services onlineservice.

Forelagt Gunnar Pagaards sag svarer Nicolai Aarestrup følgende:

- Det lyder jo som en historie fra de varme lande, fordi det giver jo ikke nogen mening at ringe ud til nogen, der ikke har.

Men ikke desto mindre er det dét, der foregår?

- Nu rammer du hovedet på sømmet. Altså, kunne man sige... Er der en af vores samarbejdspartnere, der har været for kreative?

Vi har oplevet, at kunder, som ikke har betalt regningen hos Dansk Online Service - på deres virksomhedsprofil står der lige pludselig, at deres virksomhed er permanent lukket. Hvorfor?

- Jeg ved ikke, hvad du snakker om, siger Nicolai Aarestrup.

I en efterfølgende mailkorrespondance med Kontant er der dog nye toner.

For det første bekræfter Nicolai Aarestrup, at Dansk Online Service faktisk har lukket virksomhedsprofiler.

Nicolai Aarestrup, der er ejer, stifter og forhenværende direktør i Dansk Online Service, har drevet virksomhed i Spanien gennem mange år. (Foto: © Billede fra Linkedin)

- En tidligere sælger har foretaget handlinger, som har resulteret i, at kunders profiler blev markeret som permanent lukkede. Vi tog omgående handling for at stoppe denne praksis, så snart vi blev opmærksomme på det. Den pågældende medarbejder handlede uden for vores retningslinjer, og vi har siden iværksat yderligere foranstaltninger for at sikre, at noget lignende ikke sker igen.

Dansk Online Service er kede af, hvis nogen har følt sig vildledt, skriver Nicolai Aarestrup.

- Hvis en kunde, som nævnt i jeres eksempel, ikke har en Google-virksomhedsprofil, og der er sket en misforståelse, er det klart en fejl fra vores side.

- Vi vil gerne understrege, at brug af udtryk som ”fortsætte”, ”køre videre” og lignende har til hensigt at kommunikere, at vores service understøtter eksisterende profiler og tilstedeværelse online - snarere end at påstå, at der allerede er et eksisterende kundeforhold.

Hvad angår den juridiske vurdering, respekterer Dansk Online Service ekspertens synspunkter, lyder det:

- Men vi mener, at vores bekræftelseslydfiler er en del af en korrekt og gennemskuelig proces.

I aftenens Kontant-program lykkes det faktisk en virksomhedsejer at optage langt størstedelen af samtalen med Dansk Online Service.

Du kan høre lydfilen og se meget mere i Kontant torsdag aften 21.25 på DR1 eller på DRTV allerede nu lige her.