Konflikt på sygehuse kan vare længe: Sygeplejersker har penge til at strejke i mindst 8 uger

Nu er det op til regeringen at løse konflikten, vurderer ekspert.

Sygeplejerskernes fagforbund har i alt 504 millioner kroner i deres strejkekasse. (Foto: © Philip Davali, Philip Davali)

På lørdag bliver afdelinger på sygehuse i hele landet ramt, når op mod 5.350 sygeplejersker går i strejke. For hver uge konflikten løber, vil formentlig tusindvis af patienter få aflyst og udskudt deres behandling.

Og det kan ende med en ganske langvarig konflikt.

I hvert fald har Dansk Sygeplejeråd så stor en strejkekasse, at den rækker til mindst otte ugers strejke. Det viser DR's beregninger af regnskaber og oplysninger fra seneste konflikt i 2008.

Sygeplejerskernes fagforbund har i alt 504 millioner kroner i deres strejkekasse. Og det er kun godt 10 procent af landets sygeplejersker, der er udtaget til strejke.

- Vi kan strejke længe. Vi er godt polstrede, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.

Hun vil dog ikke afsløre, hvor længe Dansk Sygeplejeråd vurderer, de kan holde strejken.

Spotlys på regeringen

Dermed kan konflikten blive endnu længere, end sidste gang sygeplejerskerne strejkede i 2008. Dengang varede strejken i syv uger, hvilket var overraskende lang tid, før der kom en ny aftale i stand mellem Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd, som blev godkendt af fagforbundets mellemmer.

- Dengang fik vi, hvad der var opnåeligt. Men hvis vi havde fået nok ud af det, havde vi nok ikke været i konflikt nu, erkender Grete Christensen, der i 2008 var næstformand for sygeplejerskerne.

Men der vil komme pres på politikerne i folketinget for at bremse konflikten, så den ikke varer så længe, vurderer en ekspert i det offentlige arbejdsmarked.

- Jeg har meget svært ved at forestille mig, at det løber lige så lang tid, som den gjorde i 2008, siger Nana Wesley Hansen, lektor ved Københavns Universitet.

Hun tror ikke på, at Danske Regioner genoptager forhandlingerne med Dansk Sygeplejeråd, efter de to gange er blevet enige om et forslag, som sygeplejerskerne har stemt nej til.

Derfor ser hun nu mod Christiansborg.

- Strejkemidlerne har en vis betydning. Men den politisk sammenhæng har også en betydning, påpeger hun.

Løn-komite var ikke nok

Regeringen har allerede givet tilsagn om en løn-komite, der skal undersøge lønforhold for de offentligt ansatte. Men regeringen har ikke givet egentlige løfter om mere i løn til de klassiske kvindefag. Og to tredjedele af sygeplejerskerne stemte altså nej til det nye forslag til overenskomst.

Samtidig lægger Enhedslisten og SF pres på regeringen. De to støttepartier mener, at de klassiske kvindefag tjener for lidt. Og de vil have afsat penge til at hæve deres løn.

Så det er fra Christiansborg, der skal komme en løsning på konflikt, vurderer Nana Wesley Hansen.

- Et flertal på Christiansborg kan afslutte konflikten med et lovindgreb. Og der vil man nok skele til, hvad der var i mæglingsforslaget. Men derfor kan der sagtens komme noget i lovindgrebet, som ikke er noget parterne har forhandlet om, siger Nana Wesley Hansen fra Københavns Universitet.

Minister vil ikke gribe ind

Mandag udsendte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen (S) en kortfattet pressemeddelelse. Her holder han fast i, at det fortsat er op til Danske Regioner og Dansk Sygeplejeråd at løse konflikten.

Hos Danske Regioner siger chefforhandler Anders Kühnau (S), at han har forsøgt at finde ”flere lønkroner til sygeplejerskerne”.

- Men det lykkedes desværre ikke, siger Anders Kühnau, der også er formand for Region Midtjylland.

Han ved ikke, hvordan partnerne skal kunne løse konflikten.

Hvad håber du, der kommer til at ske, så konflikten bliver så kort som muligt?

- Jeg har ikke svaret på, hvad der skal ske. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, først ved forhandlingsbordet, så i forligsinstitutionen, og det er desværre ikke lykkedes. Så jeg har ikke en opskrift på, hvordan vi kommer ud af den her situation.

Mener du, at politikerne bør gå ind i den her sag?

- Det spørgsmål må man tage med politikerne på Christiansborg, siger Anders Kühnau.

Overvejer I at varsle lockout for at svare igen?

- Nej, det har vi ikke nogen planer om. Nu er der varslet strejke. Det respekterer vi. Det er sygeplejerskernes ret. Men vi har ingen planer om lockout.