Kasi-Jesper: Skat brugte metoder uden for kategori

Jesper 'Kasi' Nielsen forventer et telefonopkald fra Skat-direktør efter nedlæggelse af omstridt afdeling.

Jesper 'Kasi' Nielsen har længe ligget i strid med Skat om et skattesmæk på 44 millioner kroner.

Derfor er det en lettelse for erhvervsmanden, at Skat nu lukker afdelingen for økonomisk kriminalitet efter voldsom kritik af blandt andet hans egen sag.

- Der har været tale om grænseoverskridende oplevelser, så jeg er yderst tilfreds med, at det stopper. Jeg venter nu på en opringning fra dem. Jesper Rønnow (Skats direktør, red.) må kontakte mig indenfor kort tid, siger Jesper 'Kasi' Nielsen til DR Nyheder.

Skat har blandt andet fastfrosset familiens midler, så bankkonti og kreditkort blev spærret. Lige nu behandles sagen i Landsskatteretten.

Kasi: Krænkede familien

Jesper 'Kasi' Nielsen melder om voldsomme metoder i Skats jagt på ham.

- Det var en voldsom krænkelse af os som familie. De har brugt metoder uden for kategori og benyttede sig af trusler, siger han.

Selvom Jesper 'Kasi' Nielsen og hans familie nægtede at betale, fortsatte myndigheden med at være i haserne på ham.

- Så gjorde de helvede hedt for mig og tog alt, hvad jeg ejede, siger han.

Jesper 'Kasi' Nielsen er tidligere Brøndby-sponsor og ejer af håndboldklubben AG København.