Det skulle gå hurtigt, da den svenske kapitalfond Altor i slutningen af 2013 trak 1,1 milliard kroner ud af det konkursramte OW Bunker og sendte pengene i skattely. Det viser en intern mail, som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
Mailen viser, hvordan ledelsen i OW Bunker - der handlede på ordrer fra ejerne i Altor - var bevidste om tidsfristerne i Folketingets behandling af det såkaldte L81-lovforslag, da man i slutningen af 2014 og starten af 2014 trækker 1,1 milliard kroner ud af OW Bunker og sender pengene i skattely via et skuffeselskab i Luxembourg.
Skulle lukke smuthul
L81 skulle lukke for at udbytter kunne føres skattefrit ud af landet ved at maskere dem som såkaldt kontante udligningssummer, herunder kapitalnedsættelser.
- Altor vil gerne have nogle penge ud af OW Bunker inden det bliver børsnoteret noteret. Og i stedet for at sende pengene til Jersey, hvor Skat vil kræve en direkte udbyttebetaling, så laver de en relativ kompliceret transaktion ved at oprette et datterselskab i Luxemburg og lave en kapitalnedsættelse, sådan så man ikke bliver omfattet af den danske skattepligtigt af udbytte, siger skatteekspert Christen Amby til DR Nyheder.
Gennemgår frister
Mailen, der er skrevet af en skatterevisor i Deloitte og sendt til et direktionsmedlem i OW Bunker, gennemgår de forskellige frister i forbindelse med fremsættelsen og vedtagelsen af L81. Eksempelvis fremgår det, at der den 17. februar 2014 er "frist for politiske bemærkninger" og at "fristen for politisk drøftelse og afgivelse af betænkning" den 27. februar 2014.
Mailen redegør også for detaljerne i L81, herunder de huller, det er tiltænkt at lukke.
"Formålet med lovforslaget er at foretage et indgreb mod omgåelse af udbyttebeskatningen i forbindelse med kontante udligningssummer. Lovforslaget er komplekst og uklart på en række punkter", står der i mailen.
Altor afviser
Altor har ikke ønsket at give interview til DR Nyheder, men skriver i en mail, at den samlede fortjeneste på udbyttebetalingen udgør 200 millioner danske kroner.
Kapitalfonden afviser, at manøvren skete netop på det tidspunkt, fordi Folketinget var på vej med et lovforslag, der skulle lukke hullet.