Jyske Bank åbner for bidragsforhøjelser

Jyske Bank har benyttet sig af stormen mod Nykredit til at gafle nye kunder, men varsler mulig gebyrstigning.

Jyske Banks topchef, Anders Dam, siger i et interview med Finanswatch, at han ikke kan garanterer, at der ikke kommer bidragsforhøjelser i 2017. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Boligkunderne i Jyske Bank, der ejer BRFkredit, skal sandsynligvis forberede sig på at betale mere for deres boliglån i det kommende år.

I et interview med Finanswatch varsler Anders Dam, Jyske Banks topchef, mulige bidragsforhøjelser for sine nuværende og kommende boligkunder på grund af kommende kapitalkrav.

- Man kan ikke afvise, at det kan komme til at betyde prisstigninger, men nu og her er vi ude at konkurrere, og vi har garanteret, at der ikke kommer stigninger i rentetillægget resten af 2016, siger han til Finanswatch.

Jyske Bank har i løbet af de seneste måneder lanceret nye lånetyper, annoncekampagner og sløjfet det sædvanlige gebyr for at oprette boliglån i resten af 2016.

Årsagen til sidstnævnte forklarede Anders Dam i et interview med Ritzau i marts således:

- Vi gør det, fordi vi kan se, at der er ekstraordinær stor bevægelse i markedet, og det vil vi selvfølgelig forsøge at udnytte til at få så mange kunder som overhovedet muligt ind i Jyske Bank. Så enkelt er det, sagde Anders Dam, der også holdt møde med repræsentanter for utilfredse Totalkredit-kunder.

Nykredit varslede i februar højere bidragssatser for kunderne i datterselskabet Totalkredit og kom ud i noget af et stormvejr. Nykredit begrunder prisstigningerne med udsigt til højere kapitalkrav fra myndigheder i fremtiden.