Blev OW Bunker børsnoteret på et falsk grundlag, og hvorfor blev det ikke oplyst, at en stor del af indtjeningen kom fra spekulation?
Disse og andre mistænkelige forhold er noget af det, kuratorerne i OW Bunker sagen nu gransker med henblik på at vurdere, om der kan placeres et ansvar hos selskabets tidligere bestyrelse og den tidligere hovedaktionær, kapitalfonden Altor.
Det fremgår af et brev skrevet af specialkurator Søren Halling-Overgaard dateret den 29. december og sendt til flere af sagens nøglepersoner - blandt andre flere centrale ledelsespersoner - som DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
Fem mistanker
Brevet giver for første gang indblik i, præcis hvad der er styrende for kuratorernes undersøgelse i den spektakulære konkurssag.
De fem mistanker, der især undersøges, er:
- •
Blev OW Bunker simpelthen børsnoteret på et forkert grundlag? Man børsnoterede en virksomhed, som kun havde meget lidt til fælles med den virkelighed, der var beskrevet i det omfattende prospekt. For eksempel er det ikke omtalt, at andre industrielle køber kun mente, at selskabet var det halve værd i forhold til den pris, som man fik på børsen. Ligesom det meget omtalte datterselskab Dynamic Oil Trading (DOT) heller ikke var nævnt i prospektet.
- •
Burde ledelsen i OW Bunker tidligere have alarmeret fondsbørsen om de økonomiske vanskeligheder? Hvis det var sket, kunne yderlige tab være undgået. DR Nyheder har tidligere afdækket, hvordan OW Bunker allerede uger før konkursen var i så alvorlig pengemangel, at man reelt ikke kunne betale regningerne.
- •
Hvorfor stod det ikke i selskabets vedtægter, hvor risikobetonet forretningen var? En meget stor del af indtjeningen kom fra spekulation i olieprisen, men det var ikke nævnt i vedtægterne. Det undersøges derfor, om selskabet blev drevet i strid med vedtægterne.
- •
Var det forsvarligt, at kapitalfonden Altor, der ejede OW Bunker frem til børsnoteringen, få måneder før børsnoteringen trak over 1 mia. kroner ud af selskabet?
- •
Endelig undersøges det især, om årsrapporten for 2013 var retvisende.