Det kan ende galt, hvis Danmark ikke får gjort noget ved de stigende boligpriser efter fire år med negative renter. Sådan lyder advarslen fra den internationale valutafond, IMF, ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.
Mens det ikke er alle dele af Danmark, der har boomende boligpriser, har især københavnsområdet gennem flere år haft vedvarende, kraftige prisstigninger på boliger.
De senere dage har især Politiken rapporteret om, at også markedet for andelsboliger igen er blevet rødglødende i en sådan grad, at andelslejligheder sælges over den tilladte maksimalpris.
Det kan for eksempel ske ved, at køberne betaler eksorbitante overpriser for indbo som gardiner og køleskabe.
IMF advarer, at den nuværende situation med negative renter især slår igennem på boligmarkedet.
-De lave renter medfører hastigt stigende boligpriser. Hvis der ikke bliver gjort noget, mener vi, at situationen snart kan ende med, at huspriserne bliver ubehagelige, siger David Hofman, der er landechef for Danmark.
Gør noget !
- Vi opfordrer på det kraftigste til, at myndighederne tager skridt til at forhindre yderligere stigninger.
Hoffman understreger, at en boligboble ikke nødvendigvis er til stede lige nu, men at fire år med negative danske renter nu er begyndt at kalde på handling. Han foreslår blandt andet, at Danmark kan slække lidt på reglerne for udlejningsboliger.
Danmark oplevede for ti år siden et tilsvarende boom i boligpriserne, og også dengang gik bølgerne højst i København. Da finanskrisen fik markedet til at ramle i 2008, faldt boligpriserne sammen med et brag.
Under de fire år med negative renter er særligt priserne i København krøbet i retning mod niveauet i 2006.
Dengang steg priserne ekstremt efter en buket af forhold, blandt andet lave renter, skattestop, liberalisering af lånemarkedet og generel, kraftig udbredt optimisme om den økonomiske situation.
Der har allerede været enkelte stramninger, eksempelvis krav om, at køberne selv stiller med fem procent af købesummen i opsparede midler.