Da Charlotte Ditz Pedersen i går er inde på sin netbank, får hun sig lidt af et chok.
For boligkæden Ikea har på mystisk vis trukket 98 kroner fra hendes konto, uden at hun mindes at have købt noget dér i lang tid.
Heller ikke hendes mand har en forklaring.
Derfor bruger hun i går en time på at få svar via Ikeas chatfunktion. På chatten er forklaringen, at pengene er blevet trukket ved en fejl.
- De skriver bare, at de vil blive tilbageført. Men ikke hvornår eller hvordan, og om jeg skal gøre noget. For jeg bliver jo lidt utryg, siger hun.
Tip os
- •
Kender du noget til sagen? Skriv til ahec@dr.dk
Charlotte Ditz Pedersen undrer sig over, at Ikea bare kan hæve pengene på hendes kort.
Hun undrer sig også over, hvorfor Ikea i det hele taget stadig har adgang til hendes betalingsoplysninger, da hendes sidste køb var helt tilbage i juni.
- Det er uhyggeligt, at de kan hæve på mit kort.
- Jeg har ikke givet samtykke til, at de opbevarer oplysninger og slet ikke mine bankoplysninger, siger hun.
Ikea: 2.024 kunder ramt af fejl
Efter at vi i DR Nyheder i går stillede Ikea en række spørgsmål om sagens omfang og anmodede om et interview, er boligkæden i dag vendt tilbage med skriftlige svar.
I alt har 2.024 kunder været ramt af en "menneskelig fejl" i Ikeas it-system, lyder forklaringen.
Ifølge kommunikationsdirektør Christian Mouroux er der tale om tidligere annullerede ordrer, som systemet ved en fejl har trukket penge for alligevel.
- Det er naturligvis en fejl som er dybt beklagelig, og vi er ekstremt kede af det på kundernes og medarbejderens vegne. Vi kan kun undskylde for den ulejlighed, vores fejl har medført, skriver han i en mail.
Ikea vil i løbet af i dag sende et brev til de berørte, og pengene skulle også gerne være tilbage på de fleste kunders konti.
Det gælder også for de kunder, der i går på Trustpilot skrev, at de havde beløb på 8.000 og 60.000 kroner ude at svømme på grund af fejlen.
- Ganske få kunder er blevet trukket mere end 30.000 DKK. Langt størstedelen af kunderne er blevet trukket under 10.000 DKK.
- Med undtagelse af nogle få hundrede tilbageværende kunder som af tekniske årsager endnu ikke har fået tilbageført deres penge, har alle fået tilbageført deres penge på nuværende tidspunkt. Vi arbejder på højtryk for at få ekspederet de sidste kunders tilbageførsler, skriver Christian Mouroux.