Står det stadig i stampe med den voksende gæld, eller har skattemyndighederne haft held til at vende skuden.
Det er spørgsmålet, som seks statsrevisorer senere i dag kommer med svaret på, fortæller DR Nyheders erhvervskorrespondent Jakob Ussing.
- Det bliver et vigtigt møde, fordi vi får Statsrevisorernes status på, om det faktisk går bedre med at få inddrevet gælden, eller om det stadigvæk er det sorte hul, som det har været i årevis, hvor gælden bare er steget og steget, siger han.
En million skylder svimlende milliarder
Klokken 13 i dag kommer Statsrevisorerne med deres vurdering af statsregnskabet for 2018.
Her vil et af de store spørgsmål først og fremmest være, om den gigantiske milliardgæld, som omkring en million danskere har oparbejdet, er blevet mindre eller større.
- Ved udgangen af 2018 skyldte cirka en million danskere tilsammen 118 milliarder kroner til det offentlige, siger Jakob Ussing.
Det nye statsregnskab fremlægges, efter at der sidste år var hård kritik af regnskabet, fortæller han.
- Der var nogle meget store problemer med regnskabet for 2017. Der var faktisk så stor usikkerhed, om det overhovedet var korrekt, at man tog det, der på revisorsprog hedder et 'forbehold', siger han.
Virker nyt system?
En anden ting, som Statsrevisorernes beretning måske vil kunne give os svaret på, er, hvad der så er sket med inddrivelsen af den massive gæld, efter at skatteforvaltningen måtte kaste håndklædet i ringen i forhold til det kuldsejlede automatiske inddrivelsessystem, EFI.
- Det kom aldrig til at virke. Men det blev faktisk sat i drift alligevel mange år forsinket i 2013 og vel vidende, at det ikke virkede, og så måtte man helt droppe det i 2015, siger Jakob Ussing.
Sagen omkring EFI har betydet, at det tidligere Skat, der i dag er splittet op i syv styrelser, har været nødt til manuelt at gennemgå en masse data, for at finde ud af, om man kan inddrive milliardgælden.
I begyndelsen af i år meldte tidligere skatteminister Karsten Lauritzen (V) så ud, at det danske it-firma Netcompany havde afleveret den sidste del af det nye automatiske gældssystem med det mindre mundrette navn PSRM.
I dag får vi derfor muligvis også et indblik i, om det nye system virker og rulles ud efter planen, forklarer korrespondenten.
- Vi går og venter spændt på, hvorvidt Statsrevisorerne kan gøre os klogere på, om det er lykkedes at få mange flere af de her gældsposter over i det nye system.
- Kan systemet faktisk inddrive gælden, eller står vi stadigvæk bare og ved, at en million danskere tilsammen skylder 118 milliarder, uden at det lykkes at få inddrevet den her gæld, siger Jakob Ussing.