Hyret til at forsvare Sanjay Shah: Nu har Danmark sagsøgt mangeårig skatteefterforsker for kæmpe millionbeløb

Mangeårig ansat i det britiske skattevæsen hjalp med at flytte penge fra den formodede udbyttesvindel, lyder påstanden.

Sanjay Shahs rådgiver er stævnet for kæmpe millionbeløb i Dubai.

I slutningen af 2015 hyrede den hovedmistænkte i udbyttesagen, Sanjay Shah, en ekspert, der skulle hjælpe ham med sit forsvar.

Manden hedder Christopher Chipperton og havde mere end to årtiers erfaring hos det britiske skattevæsen.

Den erfaring skulle han bruge til at sikre, at myndighederne i Danmark ikke fik held med at vriste de mange udbyttemilliarder kroner ud af hænderne på Sanjay Shah og holde ham ude af fængslet.

Et ældre billede af Christopher Chipperton, der i dag er i midten af 60'erne. Det er et pr-billede fra hans selskabs nu lukkede hjemmeside.

Men i kulisserne endte den mangeårige britiske skatteefterforsker ifølge de danske skattemyndigheder også med at spille en helt anden og mere lyssky rolle i forbindelse med danmarkshistoriens største bedragerisag, udbyttesagen.

DR Nyheder kan nemlig nu afsløre, at Christopher Chipperton og hans selskab Arig Risk Management i 2020 blev stævnet i Dubai for et kæmpe millionbeløb, der relaterer sig til den formodede udbytteplyndring af den danske statskasse.

I et skriftligt svar bekræfter Skattestyrelsen, at den har stævnet Chipperton og flere andre personer og selskaber i Dubai. De er samlet sagsøgt for cirka 875 millioner kroner, oplyser styrelsen.

Ifølge DR Nyheders oplysninger omhandler Chipperton-sagen et krav om tilbagebetaling af cirka trekvart milliard kroner.

- Sagen behandles aktuelt i første instans i Dubai, skriver Skattestyrelsen.

Skattestyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview og fortælle om sagen, men skriver i et opfølgende svar, at sagen mod Chipperton "vedrører videreformidling af det daværende SKAT’s udbetalinger af formodet uberettiget refusion”.

Med andre ord er briten stævnet for at hjælpe med at skjule et større millionbeløb og har altså ifølge de danske skattemyndigheder ikke personligt hevet udbyttemillioner ud af Danmark.

Det er første gang, at de danske myndigheder sætter direkte navn på en person, der har haft den rolle i udbyttesagen.

I en mail skriver Chippertons britiske advokat, at hans klient "afviser alle krav, der er rejst mod ham".

Projekt Artemis

Men hvordan endte Christopher Chipperton med at gå fra at være en rutineret efterforsker hos det britiske skattevæsen til at rådgive hovedpersonen i danmarkshistoriens største bedragerisag?

Hans Dubai-selskab, Arig Risk Management, som han både var direktør for og ejer af, indtil det blev opløst i 2018, spiller her en nøglerolle.

Christopher Chipperton har stor erfaring med at arbejde i Mellemøsten og havde arbejdet som forbindelsesofficer for det britiske skattevæsen i regionen i fem år i løbet af 90'erne.

Her havde han, inden han gik over i det private erhvervsliv, sikret 'mange værdifulde kontakter i erhvervslivet og på regeringsniveau', fremgik det af Arigs hjemmeside, inden den blev lukket ned.

TV2 skrev i december 2016 som de første om samarbejdet mellem Shah og Chipperton, hvor mediet også kunne afsløre, hvordan det var kommet i stand.

Sanjay Shahs pr-rådgiver, Jack Irvine, kendte nemlig Chipperton, fordi de begge havde repræsenteret erhvervsmanden Stewart Owen Ford i en længere strid med de britiske myndigheder.

Derfor var det også oplagt, at han skulle hjælpe Sanjay Shah, mente Irvine.

- Chris Chipperton er en anerkendt ekspert inden for regulatoriske undersøgelser og skattetvister, skrev Irvine i en sms til TV2.

Samarbejdet mellem Sanjay Shah og Chippertons selskab Arig blev dog allerede beseglet omkring et år tidligere.

DR Nyheder har kendskab til et aftalebrev fra november 2015, hvor det fremgår, at Chippertons selskab, Arig, får et månedligt honorar på 250.000 pund (ca. 2,65 millioner kroner dengang) for at hjælpe Sanjay Shah og hans Dubai-baserede selskab Elysium.

I aftalebrevet fremgår det, at samarbejdet fik navnet 'Projekt Artemis'.

Aftalen, der gælder to år, er underskrevet af både Chipperton og Shah, og det fremgår, at den tidligere skatteefterforsker blandt andet har til opgave at finde vidner og indsamle forklaringer, som kan bruges i Sanjay Shahs forsvar.

Og endelig skal han styre efterforskningen væk fra en strafferetslig rute og mod et civilt forlig, lyder det i aftalebrevet.

Status her næsten ni år senere er dog, at Sanjay Shah sidder varetægtsfængslet i Danmark for svindel med udbytteskat for mere end ni milliarder kroner. Han har igennem hele sagen nægtet sig skyldig, men risikerer op til 12 års fængsel, hvis domstolen ikke køber hans forklaring.

Desuden har de danske skattemyndigheder stævnet ham for et milliardbeløb i London, og han blev sidste år dømt til at betale over 8,5 milliarder kroner tilbage af den øverste domstol i Dubai.

Skattelæk afslører køb af fire luksushuse

Mens offentligheden først nu får kendskab til, at Christopher Chipperton angiveligt hjalp med at flytte udbyttemillioner, så har lækkede dokumenter tidligere sat ham i forbindelse med en anden spektakulær sag.

I 2021 blev der lækket 11,9 millioner dokumenter fra flere af de mest berygtede skattely i verden. Lækket fik navnet Pandora Papers, og medier over hele verden - heriblandt DR - fik adgang til papirerne.

Politiken kunne gennem papirerne afdække en speget sag om købet af fire luksushuse i London til en værdi på mellem 130 til 145 millioner kroner. DR Nyheder har også læst dokumenterne.

Husene blev købt i 2016 af et selskab, der hedder Atlantic Property Assets, som blev oprettet i skattelyet De Britiske Jomfruøer.

Men hvem der reelt ejede husene, kunne man ikke se i de offentlige registre.

Det var lige indtil Pandora Papers så dagens lys. Den reelle ejer af Atlantic Property Assets var nemlig britiske Christopher Chipperton, der altså ejede huse for et svimlende millionbeløb.

Chipperton stod kun kortvarigt som ejer af ejendommene. For i februar 2018 fremgår det pludselig af de britiske selskabsregister, at Sanjay Shah er ejer af luksushusene.

Næsten to år senere bliver alle fire huse beslaglagt af dansk politi.

- Mr. Shah har altid bedrevet sine forretninger med fuld gennemsigtighed for Skat, SØIK og andre myndigheder. Værdien af den omtalte ejendom er en lillebitte del af hans formue, og han har højst sandsynligt ikke personligt involveret sig i detaljerne i transaktionerne, skrev Sanjay Shahs talsmand, Jack Irvine, til Politiken.

I 2021 fik Sanjay Shah dog lov til at sælge alle fire huse, så han havde råd til sine advokatregninger. Husene blev solgt i begyndelsen af sidste år.

Det lykkedes ikke Politiken at få en kommentar fra Chipperton dengang.

DR Nyheder i forbindelse med denne historie til gengæld fået et skriftligt svar fra Chippertons britiske advokat, hvor det oplyses, at hans klient afviser alle krav mod ham.

Advokaten har dog ikke svaret konkret på et eneste af DR Nyheders andre spørgsmål til denne historie om blandt andet søgsmålets størrelse og om Chippertons potentielle betalingsevne, hvis han taber sagen.

Sanjay Shahs britiske advokat oplyser i en mail, at hans klient ikke har nogen kommentar til sagen.