Den 54-årige brite Guenther Klar skal seks år i fængsel for at have svindlet den danske statskasse for 320 millioner kroner i refusion af udbytteskat mellem 2012 og 2015.
Det har Retten i Glostrup netop afgjort.
Ud over de seks år i fængsel får Guenther Klar konfiskeret 175 millioner kroner - ligesom han bliver udvist af Danmark med indrejseforbud, når han har afsonet sin dom.
Endelig mister han retten til at drive virksomhed i Danmark.
- Domsmandsretten har fundet, at det var uberettiget, at der blev udbetalt udbytteskat for de i alt 147 ansøgninger, lød det fra dommeren, da dommen blev afsagt.
- Ingen af de parter, der har indgået i aktiehandlerne, har på noget tidspunkt ejet aktierne, lød det videre i begrundelsen.
Dommen er ikke endelig, da Guenther Klar har valgt at anke den til landsretten. Han vil enten frifindes eller have sagen afvist, oplyser hans forsvarer.
Guenther Klar sad bomstille med armene over kors med ryggen til tilhørerne, da han modtog dommen. Han var afslappet klædt i en rød hættetrøje, et par slidte jeans og et par sorte herresko.
Ved sin side havde han en tolk, der oversatte alt, hvad dommeren sagde, til engelsk. Han har igennem hele sagen nægtet sig skyldig.
Han tog selv ordet efter dommen, da han fik mulighed for at argumentere for, at han skulle sættes på fri fod.
- Jeg har en hustru, der er her i dag, og jeg har seks børn tilbage i England. Jeg ved, at hvis jeg flygtede, så ville jeg tilbringe resten af mit liv på flugt. Væk fra dem, jeg elsker. Det er den primære grund til, at jeg ikke udgør en flugtrisiko, sagde Guenther Klar.
Det ønske valgte byretten dog ikke at efterkommme, og den svindeldømte skal hermed forblive varetægtsfængslet.
Dommen mod Guenther Klar er særlig interessant, da den er den første i en straffesag i det såkaldte udbyttekompleks, hvor udenlandske svindlere ifølge de danske myndigheder uberettiget hev 12,7 milliarder kroner op af statskassen. Sagen betragtes som den største skatteskandale i danmarkshistorien.
Hermed er sagen mod Guenther Klar en slags forsmag på retssagen mod den formodede hovedmand i svindlen, Sanjay Shah, hvis retssag begynder 29. februar og først står til at blive afsluttet til juni næste år.
I den sag er meget større beløb i spil. Shah er sammen med sin formodede håndlanger, Anthony Mark Patterson, tiltalt for at have svindlet statskassen for omkring ni milliarder kroner.
Guenther Klar har også en forbindelse til Sanjay Shah. De to mødtes helt tilbage i 2010 for at undersøge fiduser med udbytteskat i forskellige europæiske lande. Det fremgår af retsdokumenter fra Tyskland, hvor der også er rettet anklager mod Sanjay Shah.
I Danmark er Shah og Klar dog tiltalt i hver deres sag.
20 dages juridisk tovtrækkeri
Dommen i dag er det foreløbige punktum efter 20 retsdage, hvor sagens anklager, Anders Møllmann, på intet tidspunkt har vaklet sine anklager.
Guenther Klar havde begået soleklar svindel, da han aldrig havde ejet de aktier, som han påstod og søgte refusion for, lød hans påstand.
Det har anklageren fået ubetinget medhold i, da Guenther Klar er dømt for at have svindlet statskassen for præcis det beløb, han var anklaget for.
Under retssagen er det kommet frem, at et selskab i den lille østat Comorerne ved navn Salgado Capital har spillet en nøglerolle i svindelsetuppet.
Selskabet lavede en række dokumenter, der fik det til at se ud som om, at der lå rigtige aktier bag en række ansøgninger om at få refunderet udbytteskat, lød anklagen.
De papirer blev brugt til at anmode om refusion af udbytteskat 147 gange, og det lykkedes ifølge den danske anklagemyndighed at vriste 320 millioner kroner uberettiget op af statskassen.
Det var blandt andet nogle særlige, små amerikanske pensionsordninger, der med papirerne fra Salgado Capital bad om tilbagebetaling af udbytteskat, de påstod at have betalt i Danmark.
Men aktierne i store danske selskaber som Novo Nordisk, Carlsberg og Mærsk havde aldrig været ejet af de amerikanske pensionsordninger.
Derfor havde de aldrig betalt udbytteskat. Og de var derfor af gode grunde ikke berettiget til at få penge refunderet, lød det gentagne gange fra anklageren under de mange retsmøder.
- Der var ingen aktier, ingen udbyttebetalinger, ingen ret til at tilbagesøge udbytteskat. Der var kun et røgslør. Alt sammen lavet af Guenther Klar, sagde anklager Anders Møllmann, da han i januar plæderede for, at Klar skulle syv år i fængsel.
Indrømmer handler - men nægtede svindel
Guenther Klar fik også selv mulighed for at forklare sig, da han i november satte sig i vidneskranken over to retsdage.
Og her forklarede han ifølge mediet Finans, hvordan han sammen med forretningsforbindelser skabte et setup, hvor ingen skulle have penge op af lommen.
Der var nemlig kun et formål med handlerne - at man skulle kunne gå til skattevæsenet i Danmark og få udbytteskat refunderet. Helt lovligt, forklarede Guenther Klar.
Anklager Anders Møllmann borede i, om aktiehandlerne, der muliggjorde svindelnummeret, eksisterede andre steder end på Guenther Klars egen computer.
Det gjorde de ikke, forklarede Klar. Men det var der sådan set ikke noget mærkeligt i.
- Hvis du spørger, om handler foregår andre steder end at blive journaliseret på en computer, så er svaret nej. Ja, det var min computer, disse transaktioner har været på, men det er ikke anderledes end aktiehandel alle andre steder i verden, sagde Klar ifølge Finans.
Herunder kan du læse mere om, hvordan Europa blev plyndret for utallige milliarder af kroner i udbytteskat.