Her er tre fødevarer, der lige nu er ramt af klodens ekstreme vejr

Tørke og hedebølge har medført dårlig høst af alt fra ris til kakao.

En spansk olivenbonde viser de umodne oliven. Tørke har fået høsten til at slå fejl i Spanien. (Foto: © Jon Nazca, Ritzau Scanpix)

Kloden har denne sommer slået den ene varmerekord efter den anden.

Måske godt nyt for solbadere og danske vinbønder.

Men sommerens globale hedebølger rammer også landbruget i flere regioner og risikerer at påvirke din indkøbskurv.

For flere steder i verden melder fødevareproducenter om tørke og fejlslagen høst.

Det gælder både spansk cava-vin, hvor producenterne har udsigt til den dårligste høst nogensinde, til den globale mangel på ris, der ventes at blive den største i to årtier på grund af tørke i Kina og oversvømmelser i Pakistan.

Men det sker jo, at høsten slår fejl. Er det en særlig situation i år?

- Ja, det er det faktisk, siger Jørgen E. Olesen, professor og leder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

- Vi har jo haft et ekstremt varmt år på hele kloden i år. Det er koblet både til den globale opvarmning og vejrfænomenet El Niño oven i, siger han.

På verdensplan kan vi forvente, at tørken bliver både hyppigere og mere alvorlig, siger professoren.

Forsyningen af for eksempel hvede eller kaffe bliver derfor mere skrøbelig, og derfor vil priserne også svinge mere og voldsommere i takt med vejret, forklarer han.

- Jeg tror, vi skal vænne os til, at nogle af de fødevarer, som vi har været vant til, er billige og i rigelige mængder, ikke nødvendigvis er det mere, siger Jørgen E. Olesen.

I nogle regioner presser varme og tørke produktionen så meget, at man skal til at lægge produktionen om eller dyrke afgrøderne andre steder.

- Hvis man tager den kaffeproduktion, der i øjeblikket er i Kenya, så kan den risikere at være udraderet om 30-40 år, fordi det bliver for varmt, siger han.

Her er tre fødevarer, der lige nu er presset på grund af det ekstreme vejr:

Olivenolie stiger i pris

Den spanske olivenhøst er slået fejl. Middelhavsregionen har oplevet rekordhøje temperaturer i år. (Foto: © Jon Nazca, Ritzau Scanpix)

I Spanien, hvor man ellers er vant til billig lokal olivenolie, er priserne i butikkerne steget med over 50 procent i forhold til sidste år.

På europæisk plan er priserne steget med 38 procent, rapporterer Euronews.

Det skyldes tørke og ekstrem varme i Middelhavsområdet, der har halveret den spanske olivenhøst.

Det mærker man også i den danske supermarkedskæde Coop.

- Vi har siden august kæmpet sammen med vores leverandører for at få tilstrækkelige mængder til vores butikker, siger informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

- Vi har pt. ikke haft situationer med udsolgt, men mængderne, vi kan få, er meget små, og det har været nødvendigt at skifte til alternative mærker for at dække behovet. Og priserne er generelt højere, siger han.

Coop forventer dog ikke, at kunderne vil opleve tomme hylder med olivenolie.

Dårlig høst giver mangel på appelsiner

Dårligt vejr og sygdomme har betydet, at den amerikanske appelsinhøst er rekordlav. (Foto: © MARIO TAMA, Ritzau Scanpix)

Mark Hemmingsen, adm. direktør i Rynkeby Foods, har overfor mediet FødevareWatch advaret om en "verdensomspændende appelsinkrise".

- Der kommer meget markante prisstigninger på appelsinjuice, siger han til mediet.

Det er sygdom og dårligt vejr, blandt andet flere orkaner i Florida, der har ramt den amerikanske appelsinhøst. Også appelsinhøsten i Brasilien er ramt af sygdom.

Ifølge FødevareWatch har det allerede fået Innocent Drinks, der sælger frisk juice og smoothies i kølemontre, til at hæve priserne.

I Coop oplyser informationsdirektør Jens Juul Nielsen, at appelsinkrisen indtil videre ikke er noget, som har betydet mangel eller markant stigende priser i Coop-butikkerne.

De fleste europæiske supermarkedskæder har da også ifølge analysevirksomheden Mintec sikret sig kontrakter, der varetager behovet på mellemlang sigt.

Chokolade kan blive dyrere

Kakaobønner i Ghana i Vestafrika. Tørke i regionen har betydet, at kakaohøsten er den dårligste i årtier. (Foto: © ANGE ABOA, Ritzau Scanpix)

Prisen på kakao har dette år sat rekord. På fødevarebørserne i London og New York handles kakao til priser, der er over 40 procent højere end sidste oktober, skriver Time Magazine.

Det skyldes blandt andet frygt for mangel på kakao, en af hovedingredienserne i chokolade, fordi Vestafrika er ramt af den værste tørke i 20 år.

Fire lande i Vestafrika - Elfenbenskysten, Ghana, Cameroun og Nigeria står for 75 procent af verdens kakaoproduktion.

Prisstigningerne har allerede fået de europæiske chokoladepriser til at stige med 13 procent, skriver Reuters.

Sukker, en anden hovedingrediens i chokolade, har også sat prisrekord. Det skyldes blandt andet, at El Niño ventes at ramme høsten af sukkerrør i Indien, Thailand og Kina hårdt.

I Indien har en tør monsun-periode ligefrem fået den indiske regering til at forbyde eksport af indisk sukker.

Indtil videre oplyser Coop dog, at det ikke har medført hverken mangel eller markant højere priser for danske forbrugere.

Men det kan måske komme. Chokoladeproducenten Lindts finansdirektør, Martin Hug, oplyser ifølge Finans, at prisstigningerne ventes at slå igennem i dette halvår.