GRAFIK 60.000 har mistet dagpengeretten: Det laver de i dag

Nye tal viser, hvad der blev af dem, der mistede retten til dagpenge ved dagpengereformen.

Siden dagpengereformen har 60.000 danskere mistet dagpengeretten. 33 procent er kommet i arbejde.

Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, hvad der er blevet af de knap 60.000 danskere, der har mistet retten til dagpenge, siden dagpengereformen trådte i kraft i 2013.

Dengang blev dagpengeperioden halveret fra fire til to år og genoptjeningskravet fordoblet fra 26 til 52 uger.

Den nye opgørelse viser bl.a. at 33 procent er kommet i arbejde, og at 12 procent står helt uden indkomst eller ydelse.

Kort efter dagpengereformen blev det klart, at et større antal mennesker end antaget ville miste retten til dagpenge, og dem har man siden januar 2013 fulgt, forklarer professor i økonomi ved Aarhus Universitet, Michael Svarer.

Stigende antal får arbejde

Og der er faktisk lyse udsigter:

- Det vi kan se med de nye tal er, at der er en stigende andel af dem, som falder ud i dagpengesystemet, der går over i beskæftigelse, siger Michael Svarer, der dog peger på, at tendensen også kan skyldes andre faktorer – for eksempel en generel forbedring af konjunkturerne på arbejdsmarkedet.

Tilsvarende kan man se, at den gruppe, der er selvforsørgende – altså dem, der enten ikke kan få en anden ydelse, eller selv vælger at træde ud af arbejdsmarkedet - samtidig er blevet reduceret.

Færre i arbejde end ventet

Men det er ikke en ubetinget succeshistorie, forklarer Michael Svarer:

- Det er ikke sådan, at alle, der var på dagpenge bare er kommet i beskæftigelse, selvom det var det, der var håbet.

Meningen med reformen var, at man ved at stramme dagpengesystemet op, kunne skabe noget mere beskæftigelse, forklarer Michael Svarer.

Det har det også gjort, siger han. Men der er altså fortsat en stor andel, der falder ud af dagpengesystemet, som enten ikke kan få nogen ydelse, eller som får deres ydelse reduceret.