Designfirmaet Georg Jensen er kommet i Konkurrencestyrelsens søgelys.
Over for Ekstra Bladet indrømmer marketingdirektør Gord Ray, at selskabet dikterer salgspriserne.
- Den er faktisk ens i hele verden. Vil du være vores partner, er du nødt til at kræve den pris, siger han.
Derfor kan Georg Jensen se frem til besøg fra Konkurrencestyrelsen.
Klart ulovligt
- Som Gord Ray forklarer det, så er Georg Jensens adfærd klart ulovligt. Derfor kontakter vi hurtigst muligt selskabet, siger kartelchef Ole Bækgaard fra Konkurrencestyrelsen.
Producenter må ikke diktere såkaldte bindende videresalgspriser på deres varer. Og det er også ulovligt, hvis butikker aftaler, at de sælger en vare til en bestemt pris.
- Det er bare ekstremt svært at bevise. Vi skal som regel finde aftalerne på skrift eller i e-mail under en ransagning for at få dem dømt, forklarer kartelchefen.
I Ekstra Bladet fremvises fuldstændig ens priser på 10 forskellige Georg Jensen-produkter i 42 forskellige butikker.