FTF-formand: Det er lykkedes arbejdsgiverne at splitte os

Nattens brud på musketereden får betydning for dagens overenskomstforhandlinger, mener Bente Sorgenfrey.

Bente Sorgenfrey beklager, "at musketereden ikke holdt hele vejen". Hun er formand for hovedorganisationen FTF og repræsenterer 450.000 offentligt og privat ansatte. (Foto: © Martin Sylvest, Scanpix)

Solidaritet har åbenbart en udløbsdato.

Sådan lyder det i en tør konstatering fra FTF-formand Bente Sorgenfrey tidligt onsdag morgen, efter lønmodtagersiden på regionernes område i overenskomstforhandlingerne i nat blev splittet.

- Jeg skal være den første til at beklage, at musketereden ikke holdt hele vejen, siger Bente Sorgenfrey.

Mens Bente Sorgenfreys organisation FTF samt Akademikerne står fast på ikke at underskrive en aftale før en betalt spisepause bliver indskrevet i overenskomstforhandlingerne og lærernes arbejdstid er på plads, valgte en række forbund under LO med FOA-formand, Dennis Kristensen, i spidsen indgået en aftale om overenskomsterne for godt 46.000 medlemmer.

Dermed er den musketered, der hver dag har samlet jurister, pædagoger og sygeplejersker under de samme kampråb, brudt, og det kommer til at have konsekvenser for de yderligere forhandlinger, mener Sorgenfrey.

- Det er lykkedes arbejdsgiverne at splitte os. Bruddet kommer til at få afsmittende virkning på de aftaler, som stadig hænger, og som i dag skal forhandles på statens og kommunernes område.

Bente Sorgenfrey pointerer dog samtidigt, at det ikke er et samlet LO, der har takket ja til en aftale. Forleden kuldsejlede forhandlingerne på det statslige område, blandt andet fordi LO-forhandlerne ikke kunne blive enige med arbejdsgiverne og stod ved musketereden.

Og selvom der både er skuffelse og irritation at spore hos Bente Sorgenfrey vil hun "ikke skyde på dem, der har lavet en aftale”.

- Det er deres valg. Musketereden har jo betydet, at vi har fået den økonomiske ramme så højt op, som vi har. Og det kan de, der nu har skrevet under på aftalen jo være glade for. Det, der er vigtigt for os, er, at få spisepausen ordentligt indskrevet i vores overenskomster, og der er vi ikke endnu, siger hun.