Uden for Aalborg ligger en stor, menneskeskabt sø med azurblåt vand.
Søen er skabt af cementproducenten Aalborg Portlands store maskiner, som graver kridt op fra undergrunden for at brænde det i ovne og lave det til cement.
Men sådan en proces er hård ved klimaet, og derfor har den store cementproducent lagt sig i spidsen som den største CO2-udleder i Danmark.
Så når politikerne bruger natten på at forhandle en ambitiøs klimaaftale på plads, følges der spændt med fra Aalborg.
Dagen derpå har direktør for Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen, både gode og mindre gode ting at sige om den 16 sider lange klimaaftale.
- Der er mange gode detaljerede elementer i planen, som understøtter, at vi som udgangspunkt skal arbejde med nye produkttyper, at vi skal arbejde med energieffektiviseringer, og at overskudsvarme skal komme kraftigt i spil, siger han.
CO2-afgiften
Men der er også lidt malurt i bægeret.
Det politiske flertal har givet håndslag på, at aftalen til efteråret skal følges op med en CO2-beskatning, når der skal indgås "en grøn skattereform".
Men man kan ikke pålægge Aalborg Portland en ny CO2-afgift, uden det koster produktion og arbejdspladser, lyder det fra Michael Lundgaard Thomsen.
- Vi er generelt imod en særafgift på CO2 i Danmark.
Han henviser til, at der er hård konkurrence om cementproduktionen i Europa, og derfor vil en ekstra afgift betyde, at produktion flytter til udlandet.
- Vi er ikke imod CO2-afgifter, men vi mener, det bør ske gennem det europæiske system.
- Når CO2-afgifter rammer os, så ved vi af erfaring, at så bliver produkterne importeret til Danmark, frem for at der sker en reel CO2-reduktion, siger han.
Konkurrenceevnen
I aftalen står, at en CO2-beskatning skal ske "under hensyntagen til bæredygtig erhvervsudvikling og dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse".
Men Michael Lundgaard Thomsen har umiddelbart svært ved at gennemskue, hvordan han kan pålægges CO2-beskatning, uden at Aalborg Portland mister konkurrenceevne.
- Vores primære budskab er, at en afgift på ingen måde må forringe vores konkurrenceevne. Vi er inden for en materialetype, hvor vi ved, at så snart man rører ved priserne, så sker der import i stedet for produktion i Danmark.
- Men jeg går ind i arbejdet konstruktivt og fortrøstningsfuldt, siger han.
Eksperter i Det Økonomiske Råd og det regeringsudpegede Klimarådet har dog flere gange anbefalet, at der indføres en CO2-afgift i Danmark, også selv om det koster danske arbejdspladser.
- En CO2-afgift ændrer konkurrencevilkårene. Men hvis det er en dansk politisk prioritering, at man vil gå foran resten af EU (på klima-området, red.), så er det én af omkostningerne. Så er man nødt til at omstille den danske produktion hurtigere end resten af EU, sagde Lars Gårn Hansen, der er professor og miljøøkonomisk vismand i efteråret til DR.
På undtagelsesliste
Aalborg Portland er en del af en gruppe stor-udledende virksomheder, som er på EU's liste over virksomheder, som får gratis CO2-kvoter.
Men på grund af stigende priser på CO2-kvoter i EU, oplever Aalborg Portland stigende udgifter til CO2-afgifterne
- Det er måske en overraskelse for nogen, men via det europæiske system betaler vi faktisk en CO2-afgift, som vi er underlagt, og som for vores vedkommende på sigt bliver en omkostning på et tre-cifret millionbeløb. Så jeg kan garantere jer for, at vi er i gang med initiativer for at udvikle nye cementtyper, der reducerer CO2, siger Michael Lundgaard Thomsen.
Du kan læse mere om EU's undtagelsesliste her.