Forsvaret dumper kampflyet Joint Strike Fighter

Joint Strike Fighter, der længe har været udråbt som favorit som Danmarks nye kampfly, skønnes ifølge DRs kilder for et usikkert valg. Boeing F18 kan blive den foretrukne.

JSF, den næste generation af kampfly er plaget af prisen og forsinkelser i afprøvningen. (© jsf.mil)

Forsvaret opgiver kampflyet Joint Strike Fighter, JSF. Når Danmark om syv-otte år skal have nye kampfly, bliver det ikke storfavoritten Joint Strike Fighter, hvis forsvaret skal bestemme.

Ifølge DR Nyheders kilder vil Forsvaret i sin indstilling til regeringen i stedet pege på Boeings F18 som det sikreste valg.

JSF er en helt ny generation af kampfly, og den eneste i konkurrencen, der kan prale af såkaldte Stealth-egenskaber, hvilket vil sige, at den er næsten umulig at spotte med radar. På forhånd har USA flyvevåben og flåde besluttet sig for at bestille flyet i stort tal, en samlet produktion langt over 3.000 styk skønnes sandsynlig.

Forsinket

Men udviklingen af det nye superfly har trukket ud langt mere end den amerikanske kongres, forsvarsministeriet Pentagon og den amerikanske rigsrevisor har brudt sig om. Afprøvningen af de mange og stærkt komplicerede elektroniske systemer i JSF er så forsinkede, at militæret har accepteret, at produktionen går i gang, inden alle test kan være gennemført.

Samtidig er den bebudede pris på JSF over de seneste 10 år vokset fra en kvart milliard danske kroner per styk til langt over den halve milliard.

Det er ifølge DR Nyheders kilder årsagen til, at det danske forsvar har tænkt sig at pege på en anden kandidat: Boeing F18 Superhornet.

F18 er et gennemprøvet fly, som opererer fra amerikanske hangarskibe og som nåede at være med i den anden irakkrig. Ved at pege på denne jager, fravælger Forsvaret samtidig den tredje kandidat, den svenske SAAB-Gripen.

Indstilling klar

Forsvaret vil ikke kommentere sagen i dag, men ifølge DR Nyheders kilder har den såkaldt militærfaglige indstilling efter flere års forarbejde i Forsvarskommandoens Kampflykontor ligget klar i nogle måneder.

Indstillingen afventer kun en revisorundersøgelse, en såkaldt kvalititetssikring af udredningsarbejdet.

Når indstillingen er afleveret til forsvarsministeren, kan meget blive lavet om. Politisk er der mange andre hensyn at tage end de rent militærfaglige.

Beskæftigelse i Joint Strike Fighter

For det første er det begrænset, hvor længe F18 fortsat vil være i produktion, og Danmarks næste kampfly skal kunne holdes operativt i måske mere end 30 år.

For det andet er Danmark med i udviklingen af den prestigefyldte JSF, og hensynet til det allierede USA vejer tungt på det politiske plan.

For det tredje kan den forventede produktion af tusinder Joint Strike Fighters over en række år trække et anseligt antal milliarder hjem i omsætning til underleverandører i dansk våbenindustri.

Venstres forsvarsordfører, Karsten Nonbo, bekræfter over for DR Nyheder, at der er andre hensyn end de rent militære, når det endelige valg skal træffes.

- Det har da en kraftig vægt (hvad Forvaret mener, red.), det er jo først og fremmest det faglige om flyet skal bruges til det militæret vil brug det til, men der er jo også mange andre parametre som spiller ind.

- Jeg glæder mig til at læse Forsvarets begrundelser, siger Karsten Nonbo.