Forsikringsselskaber får hak i tuden: Fire kvinder får medhold i sager om kønsdiskrimination

Det er en god dag for gravide kvinder, siger institut.

Fire kvinder har klaget over deres forsikringsselskaber til Ligebehandlingsnævnet. Nu er afgørelserne her. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Sager om kønsdiskrimination bliver ved med at plage forsikringsbranchen.

For fire kvinder med fødselsskader har trukket deres forsikringsselskab i Ligebehandlingsnævnet og beskyldt dem for at kønsdiskriminere, da de gav dem et afslag på dækning.

Nu har samtlige fire kvinder vundet deres sager. Det fremgår af nævnets hjemmeside.

Og hvis du går rundt og bager på en lille ny, er det gode nyheder. Det siger Rasmus Brygger, der er ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder.

- Det er en god dag for gravide kvinder.

- Mens der fortsat er en del områder, hvor gravide kvinder stilles dårligere i adgangen til forsikring, så er de nye afgørelser et vigtigt skridt i retning mod lige adgang, fordi de afviser et af forsikringsselskabernes hovedargumenter for ikke at ville dække fødselsskader.

Forsikringsselskaberne har tidligere afvist kvinderne, fordi de mente, at deres skader ikke hørte under dækningen for en ulykkesforsikring.

Men det er altså forkert, har nævnet afgjort.

- Forsikringsselskaberne har dækket sig ind under, at fødselsskader ikke er pludseligt opstået, og derfor overhovedet ikke er dækket af ulykkesforsikringerne. Men her siger Ligebehandlingsnævnet, at den praksis bryder loven, fordi forsikringsselskaberne ikke må stille gravide kvinder ringere. Kvinderne har derfor krav på at få sagen vurderet konkret af forsikringsselskabet, siger Rasmus Brygger.

'De må genoptage gamle sager'

Kvinderne får nu udbetalt mellem 5.000 og 15.000 kroner hver i godtgørelse fra deres forsikringsselskaber.

På baggrund af sagerne mener advokat Nikolaj Nielsen, der er tidligere ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder, at forsikringsselskaber nu må kigge sig selv efter i sømmene.

- Forsikringsselskaber må ind og ændre deres praksis over for gravide med fødselsskader, og den naturlige konsekvens må være, at forsikringsselskaber går ind og genoptager gamle sager for at undersøge, om kvinder har fået et uberettiget afslag.

Det er ikke første gang, at forsikringsselskaber havner i fedtefadet i forhold til kønsdiskrimination af gravide kvinder.

Derfor har Institut for Menneskerettigheder en klar opfordring.

- Vi vil opfordre forsikringsbranchen til at rydde op i deres fødselsskadesager. Det er snart tre år siden, at Finanstilsynet politianmeldte 14 forsikringsselskaber for forskelsbehandling af gravide, og alligevel bliver der ved med at dukke sager op. Det burde kunne undgås, siger Rasmus Brygger.

'Afspejler nødvendigvis ikke praksissen'

Sagerne er fra henholdsvis 2020, 2021 og 2022.

Derfor er de ikke nødvendigvis et billede på, hvordan forsikringsselskabernes praksis er i dag.

Det siger Christian Skovgaard, der er chefkonsulent i forsikringsselskabernes brancheorganisation, Forsikring og Pension.

- Vi bemærker, at flere af de seneste fire sager drejer sig om afslag, der ligger år tilbage og derfor ikke nødvendigvis afspejler den nyere praksis på området, som selskaberne løbende indarbejder.

Forsikring og Pension lægger særligt mærke til én ting i afgørelserne.

- Ligebehandlingsnævnet lægger stor vægt på selskabernes sprog og formuleringer, når selskaberne begrunder et afslag efter individuel vurdering af sagen. Begrundelserne – eller mangel på samme – kan i sig selv udgøre ulovlig diskrimination, uden at Ligebehandlingsnævnet nødvendigvis tager stilling til spørgsmålet om, hvorvidt kunden har ret til dækning eller ej.

Hos Rasmus Brygger, ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder, er der dog ingen tvivl om, at afgørelserne får stor betydning for andre kvinder i fremtiden.

- Vi behandler lige nu mellem 40 og 50 sager og forventer, at der er mange andre. Omkring halvdelen af disse sager vedrører kvinder, der er blevet afvist, fordi deres fødselsskade ifølge forsikringsselskabet ikke opfylder kravet om pludselighed. Derfor vil vi også opfordre til at kontakte os, så vi kan hive fat i forsikringsselskaberne og løse problemet.

Tilbage i 2020 begyndte DR at afdække ulovlige undtagelser for gravide og nybagte mødre i sundhedsforsikringer. Siden har DR afdækket lovbrud også inden for rejseforsikringer og ulykkesforsikringer, og over tre millioner forsikringspolicer i Danmark er blevet ændret de seneste år til fordel for kvinderne, mens flere tusinde kvinder har fået erstatning og godtgørelser for kønsdiskrimination.