Der var optimisme og smil på læben hos FOA-formand Dennis Kristensen, da han over middag trådte ud af forhandlingslokalet i Forligsinstitutionen.
Forhandlingerne lader til at have rykket sig.
- Vi forhandler på det regionale område, og det ser ganske fornuftigt ud. Jeg tror, vi er ved at skrue proppen af ketchupflasken. Når først proppen er kommet af, og man har rystet flasken tilstrækkeligt, så begynder det at hjælpe.
Dennis Kristensen er overbevist om, at kommunerne kan lande en aftale, så snart regionerne er nået til enighed.
- Der er færre udfordringer i regionerne, derfor er det nemmest at gå til det regionale område. Håbet er, at det kan blive fødselshjælper for de andre områder, sagde han.
Siden klokken ti har forhandlere på det statslige, regionale og kommunale område forsøgt at finde frem til en aftale for de 750.000 offentligt ansatte.
Løhde: Det bliver en anstrengende dag
Flere forhandlere på det statslige område mente i går, at en statslig aftale kunne bane vej for regioner og kommuner. Men sådan blev det ikke.
Efter fem timers forhandlinger uden resultat blev forhandlerne sendt hjem af Forligsmand Mette Christensen.
Da statens topforhandler, innovationaminister Sophie Løhde, i dag ankom til Forligsinstitutionen, sagde hun:
- Jeg har mentalt indstillet mig på, at det her bliver en anstrengende dag og måske også nat. Vi skal knokle, hvis det her skal lykkedes.
Forligsmanden har udskudt forhandlingerne to gange og kan ikke udskyde dem mere. Derfor skal der findes en løsning senest 1. maj.
Sker det ikke, lurer en storkonflikt.