Forbrugerrådet Tænk: Nu sidder boligejerne for alvor i gebyrfælden

Landsrettens frifindelse af BRFkredit og Totalkredit er skidt nyt for en million boligejere.

Morten Bruun Pedersen og Forbrugerrådet Tænk mener, at løsningen er mere konkurrence på realkreditmarkedet. (© DR Nyheder)

Danske boligejere kan ikke gøre meget andet end at acceptere realkreditinstitutternes gebyrstigninger - for der er næppe reelle alternativer, når man skal finansiere sin bolig.

Sådan lyder den nedslående konstatering fra forbrugernes interesseorganisation Forbrugerrådet Tænk efter Østre Landsrets domme i to sager mod henholdsvis BRFkredit og Totalkredit.

- Realkreditinstitutterne har formået at pakke sig ind i et regelsæt og nogle aftaler, der gør, at de faktisk i stort set alle situationer kan hæve priserne. Og nu har jeg har svært ved at forestille mig situationer, hvor de ikke kan hæve priserne. Desværre, siger seniorøkonom Morten Bruun Pedersen.

Hvis dommene var faldet ud til boligejernes fordel, ville det formentlig have givet landets boligejere med fastforrentede realkreditlån udsigt til at få flere milliarder kroner tilbage fra realkreditinstitutterne.

Men i stedet er der nu grønt lys til, at realkreditinstitutterne kan fastsætte deres gebyrer som de vil.

- For boligerne betyder det, at de skal være opmærksomme på, at realkreditinstitutterne i rigtig mange tilfælde kan hæve deres priser. Det er det, vi har set, og som har betydet at rigtig mange boligejere har fået markant store bidragsstigninger, siger Morten Bruun Pedersen.

Forhøjelser for tusindvis af kroner hver måned

I den ene af de to sager, som landsretten har afgjort, havde tidligere boligejer Kim Paulsen sagsøgt BRFkredit på grund af realkreditinstituttets generelle prisstigninger.

I 2007 lagde Kim Paulsen sit realkreditlån i BRFkredit om til et lån med fleksibel rente. Siden da blev hans årlige bidrag blevet hævet fra 12.897 kroner til 34.180 kroner sidste år.

I den anden sag har boligejer Bo Vølund og hans hustru Pernille Due Rantzau Vølund stævnet Totalkredit, der er en del af Nykredit.

Ægteparret har stævnet realkreditinstituttet for at hæve bidragssatserne på begge dele af et såkaldt to-lags-lån, hvoraf den ene del skulle være særligt sikret mod prisstigninger.

Den tredje sagsøger i den anden sag er Jesper Rune Larsen. Her handler sagen om Totalkredits begrundelse for at hæve bidragssatserne.

For den almindelige husejer har satsernes størrelse stor betydning, fortæller Morten Bruun Pedersen.

- Vi snakker flere tusinde kroner om måneden ud af et ganske almindeligt budget. Det er virkelig noget, der batter noget, og som kan mærkes på den negative side i budgettet, siger han.

Forbrugerrådet Tænk: Gør det gratis at skifte realkreditinstitut

Sagen efterlader både de nuværende og fremtidens boligejere på "herrens mark" - for de fleste almindelige boligkøbere er realkreditinstitutterne nemlig ikke til at komme uden om, lyder det fra Forbrugerrådet Tænks seniorøkonom.

- Man kan selvfølgelig gå til banken. Men bankens priser er jo også høje. Og det er også meget dyrt at skifte realkreditinstitut. Og skifter du, kan du ikke være sikker på, at det institut, du skifter til, ikke også sætter prisen op.

Morten Bruun Pedersen og Forbrugerrådet Tænk mener, at løsningen er mere konkurrence på realkreditmarkedet, der er domineret af fire store spillere - Nykredit/Totalkredit, Realkredit Danmark, Nordea Kredit og BRFkredit.

- Vi skal have noget mere konkurrence på det her marked. Det kan man gøre ved at gøre det endnu billigere at skifte realkreditinstitut. Vi foreslår, at man gør det gratis at skifte realkreditinstitut, når bidragene bliver sat op, siger Morten Bruun Pedersen.