Fødevarestyrelsen: Listeria-fejl kan have været fatal

Den svigtende sagsbehandling i sagen om Jørn A. Rullepølser kan have været fatal.

Listeriabakterien blev fundet i rullepølse. En redegørelse viser, at Fødevarestyrelsen burde have reageret hurtigere. (© Colourbox)

Den uden tvivl mest omtalte rullepølse i Danmark har indtil videre smittet 29 personer. 13 er muligvis døde som følge af smitten, og det ventes, at flere tilfælde af smitte, vil blive konstateret de kommende uger.

I et interview med P1 Business erkender fødevarechef i Fødevarestyrelsen, Hanne Larsen, at den langsommelige sagsbehandling kan have været fatal.

Kan du afvise om den lange reaktionstid kan have kostet menneskeliv?

- Nej, det kan jeg ikke afvise. Vi har en situation, hvor vi kunne have reageret midt i juli måned. Vi kunne have taget ud og lavet kontrol på det tidspunkt. Der ville vi formentlig være kommet til det resultat, hvis analyseresultaterne ville være positive, at vi skulle have lukket virksomheden ned på det tidspunkt, og det er klart, at i den mellemliggende periode, er der nogen, der kan være blevet syge, siger Hanne Larsen til P1 Business.

Manglende sikkerhed

Tidligere har Forbrugerrådet Tænk været ude med kritik af forløbet, og den er ikke blevet mindsket efter de seneste dages udvikling

- Det er meget beskæmmende, og det understreger, at vi nu skal have nogle regler, der gør, at forbrugernes sikkerhed skal stå øverst på dagsorden. Så vi som forbruger får klar besked, når der er en mistanke om, at noget alvorligt er under opsejling, siger formand i Forbrugerrådet Tænk, Anja Philip og fortsætter;

- Det er jo forfærdeligt, at der er mennesker, der lige frem er døde af mad, de har indtaget, som er produceret i Danmark. Det er simpelthen for ringe. Vi forbrugere må have tillid til, at vi ikke bliver syge, af de varer vi køber, og hvis der er nogle problemer, får vi besked med det samme, siger hun.

Fødevareforlig på vej

Senere på året skal Folketingets partier forhandle et nyt fødevareforlig. Oven på historien om de bakteriefyldte rullepølser er der bred opbakning om, at forbrugerbeskyttelsen skal i højsædet, når forliget forhandles på plads.

Har du kendskab til forhold i listeriasagen, som vi i DR skal kigge nærmere på, så skriv til os på slar@dr.dk.