Flyselskab lader fortsat passagerer aflyse rejser til Paris

Både Norwegian og SAS har haft kunder, der ikke ville rejse til Paris efter terrorangrebene.

Hvis du har billet til Paris med SAS kan du vælge at aflyse eller udskyde din rejse uden beregning. (Foto: © Jeppe BjøRn Vejlø, Scanpix)

Resten af denne uge har passagerer hos flyselskabet SAS mulighed for at ombooke eller aflyse rejser til Paris uden beregning, hvis man ikke har lyst til at skulle der ned efter terrorangrebene fredag, der kostede 129 mennesker livet.

Det skriver Børsen.

- Vi har truffet den her beslutning, fordi vi gerne vil give kunderne mulighed for at selv at beslutte, om de vil flyve lige nu eller ej, siger SAS' kommunikationschef Trine Kromann-Mikkelsen til avisen.

Til og med i går, mandag, lod også rejseselskabet Norwegian kunderne selv bestemme, om de ville flyve, udskyde rejsen eller få pengene tilbage.

Fra begge selskaber lyder det, at nogle passagerer faktisk har benyttet sig af tilbuddet.

Der er dog tale om få, oplyser både SAS og Norwegian til Børsen.

Hvis man vælger at rejse til Paris, skal man være opmærksom på, at der er ekstra paskontrol ved indrejse, selv om der er tale om rejse fra et Schengen-land til et andet.

Det skyldes, at Frankrig har valgt at lukke sine grænser efter angrebene.

Flere hundrede ekstra politi- og militærfolk er udstationeret i de franske lufthavne.