Med den stigende inflation og højere renter er danskernes interesse for at omlægge deres lån blevet større og større.
For oktober var den måned, hvor næstflest danskere indhentede tilbud til omlægning af deres boliglån i 2022. Det viser tal fra Finans Danmark.
Helt konkret indhentede boligejere 23.481 tilbud i oktober, og ni ud af ti lånetilbud til ejerboliger og sommerhuse blev givet med henblik på at omlægge.
Oktober er kun overgået af marts, hvor der blev indhentet 24.508 tilbud.
- På grund af de aktuelle renter kan mange boligejere med fastforrentede realkreditlån skære en del af deres restgæld ved at omlægge deres lån. Det høje renteniveau medfører, at kursen på de bagvedliggende obligationer falder, og dermed kan lånene indfries til en lavere kurs, end de er optaget til, siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark.
Så meget kan du spare
I dette år er renterne skudt i vejret, efter at inflationen har fået sit tag i samfundet.
Centralbankerne har nemlig været nødsaget til at reagere, derfor har de hævet renterne i håb om, at det dæmper efterspørgslen i samfundet.
På den måde kan det være med til at få tøjlet inflationen, da det bliver dyrere at låne penge.
Det er altså nogle andre slags renter end dem, du har på dit boliglån. Men når centralbankerne piller ved deres renter, får det markedet til at reagere, og det påvirker i sidste ende renten på dit boliglån.
Og når der kommer højere renter, giver det mulighed for at skære en stor del af restgælden af dit lån ved at lave en såkaldt konvertering til et lån med en højere rente end det, du har i forvejen. Det sker, fordi kursen falder på dit realkreditlån, og derfor kan lånet indfries til en lavere kurs, hvorfor din restgæld vil falde.
Få forklaret her præcis, hvordan konvertering af lån fungerer.
For de fleste giver det bedst mening at overveje at lave en opkonvertering - eller omlægning, som det også hedder - hvis man har fastforrentet lån med en lav rente.
Hvis du for eksempel omlægger et lån på en million kroner fra et 1 procents fastforrentet lån til et 5 procents fastforrentet lån, så vil du skære 238.000 kroner af i restgæld. Det viser beregninger fra Nordea Kredit.
Den månedlige ydelse vil falde med 50 kroner, men til gengæld vil det månedlige afdrag falde med 1.530 kroner, lige når lånet er omlagt.
Men hvis du ikke har indfriet lånet eller omlagt det igen, så vil besparelsen efter cirka 15 år være væk, viser beregningerne.
Forbundet med risici
Så man skal tænke sig godt om, inden man omlægger, råder Forbrugerrådet Tænk.
- Vi vil se det som noget af en risikobetonet transaktion, hvor man går op til en højere rente for at skære noget af sin restgæld af. For man lander med nogle højere ydelser (om måneden, red.), og det, man spekulerer imod, er, om renterne falder igen. Det er jo ikke sikkert, det sker lige med det samme, siger cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.
- Summen af de højere ydelser skal helst ikke værre større end den nedgang, du får i din restgæld.
Renten skal nemlig falde igen, hvis det skal betale sig, siger viceadministrerende direktør i Finans Danmark Ane Arnth Jensen
- Uanset om man lægger om til et lån med en højere fast rente eller til en variabel rente, skal renten falde igen, før man har tjent sine fordele ind.
Er der nogen, der ved, om det sker?
- Nej, det er der ikke nogen, der ved på nuværende tidspunkt.
Yderligere renteforhøjelser
Der er nemlig ingen, der ved, hvornår renterne igen kommer til at falde markant.
Den Europæiske Centralbank, ECB, har netop hævet renten igen tilbage i oktober. Det var anden gang i år, og det har særligt betydning for danskere med flekslån, da renten løbende kan ændre sig.
Og centalbanken lægger op til yderligere renteforhøjelser senere på året.
- Styringsrådet tog dagens beslutning, og forventer at hæve renterne yderligere for at sikre at få inflationen vil vende tilbage til målet på to procent, skrev ECB i en pressemeddelelse i oktober.
Det afspejles for eksempel i Nordea Kredits renteniveau på deres flekslån.
Derfor skal den store lommeregner frem, inden man begiver sig ud på det, der kan blive en uforudsigelig renterejse.
- Man skal simpelthen gå ind og regne på, hvad man får i reduktion på restgælden, når jeg indfrier mit gamle lån, og hvor lang tid går der, før det ikke hænger sammen med den højere ydelse jeg får, siger Morten Bruun, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.