I flere år er tallet for folk der sættes ud af deres lejelejlighed steget med 30 procent, så der i 2005 blev opsagt 4162 lejere i hele landet, viser de senest tilgængelige tal.
- Der er ingen, der kender den nøjagtige årsag, men det kunne for eksempel være loftet over kontanthjælp eller starthjælpen, siger Gert Nielsen, formand for Boligselskabernes Landsforening til Frederiksborg Amts Avis.
Han ser frem til en ny lov, der er på vej. Lovforslaget lægger op til, at kommunerne får pligt til at undersøge, om beboerne har brug for mere økonomisk hjælp, inden fogeden sætter beboerne på gaden. Indtil da må boligselskaberne sende de ubetalte regninger videre til de øvrige lejere.
Også klar tendens i Helsingør
- Vi oplever, at vi er nødt til at opsige flere på grund af restancer. Det er en stigende tendens, som vi har lagt mærke til, siger Helsingør Boligselskabs direktør, Birte Flæng Møller, der administrerer cirka 4700 lejeboliger fordelt på 35 afdelinger i hele Helsingør Kommune.
I 2004 var det kun fire lejere, der blev opsagt. I 2005 var tallet mere end fordoblet til 15, og allerede i det første halvår af 2006 var 12 lejemål opsagt. Altså en forøgelse hvert år. - Vi har undersøgt, om det typisk sker for unge eller familier eller helt andre grupper, men det har vist sig at være blandet.
Det kan være fordi, de er ligeglade med betalingen, men det kan også være fordi, de har problemer, og så er det de sociale myndigheder, der tager affære, siger Birte Flæng Møller fra Helsingør Boligselskab.