45-årige Flemming Vammen Nielsen fra Aalborg var sikker i sin sag. Han skulle have fingrene i de OW Bunker-aktier, som det blev muligt at købe den 28. marts i år.
Han ønskede at købe for 145.000 kroner aktier, men efterspørgslen på aktierne var enorm, så Flemming Vammen måtte nøjes med aktier til en værdi af 25.375 kroner. Han kunne ganske enkelt ikke få lov at købe flere.
- Jeg tænkte, at aktien var rimelig skudsikker, da OW Bunker blev børsnoteret. Der var en voldsom hype omkring aktierne, så aktien ville nok gå 10 procent op, tænkte jeg, fortæller Flemming Vammen til DR Nyheder.
Ført bag lyset
Nu er Nørresundby-virksomheden OW Bunker, Danmarks næststørste virksomhed målt på omsætning, faretruende tæt på at gå konkurs.
Medarbejdere i et datterselskab i Singapore har svindlet for omkring 745 millioner kroner, og virksomheden har tabt yderligere millioner på at købe dyr olie, som man ikke har kunnet sælge videre med fortjeneste. Det er såkaldte risk management-investeringer, der er slået fejl.
Flemming Vammen er lykkelig for, at han solgte sine aktier allerede to-fire uger efter købet, men han har ondt af de mange tusinde privatpersoner, som kan miste alle deres investerede kroner, hvis OW Bunker går konkurs.
- De er ført bag lyset af rigtig dårlig ledelse, mener han.
Uoverskuelig virksomhed
Flemming Vammen, som er selvstændig, tjente knap 4.000 kroner, da han solgte sine OW Bunker-aktier, og selvom alt på det tidspunkt tegnede lovende for OW Bunker-aktien, turde han ikke beholde sine.
- Det er enormt svært at forstå så stor en virksomhed. OW Bunker var simpelthen for svær at gennemskue. Særligt når mange af virksomhedens aktiviteter foregår i Asien. I går blev jeg så bekræftet i, at andre sandelig heller ikke har haft ordentligt fat i, hvad der foregik. Det er ret beset temmelig trist.
Større forsigtighed
Flemming Vammen har handlet med aktier i 16 år, og han havde ved købet af sine OW Bunker aktier en klar strategi om at sælge dem hurtigt igen for at være sikker på fortjeneste. Men fremover vil han være endnu mere forsigtig.
- Det her får mig da til at tænke ufatteligt meget over, om jeg igen skal købe aktier i en virksomhed, som netop er blevet børsnoteret. Jeg følte mig sikker dengang, men nu må jeg konstatere, at jeg ikke igen skal føle mig så sikker, siger Flemming Vammen og fastslår:
- At købe OW Bunker-aktier kunne nemt have kostet mig mange penge.