Flashede et liv i luksus: Tre boliger på Mallorca, dyre rejser og luksusrestauranter

Anklager om svindel for en halv mia. kr. forhindrede ikke Hesalight-stifteren Lars Nørholt i at vise sin succes frem.

Højt at flyve, dybt at falde.

Det må være læren for Lars Nørholt, som i dag ramte jorden med et dunder, da Retten i Roskilde idømte den fallerede Hesalight-stifter syv års ubetinget fængsel; dermed tangerer han Stein Baggers rekord for den længste straf, der er givet for økonomisk kriminalitet.

For få år siden så virkeligheden anderledes ud for den 47-årige erhvervsmand, der bor i Schweiz.

I hvert fald den, der blev malet med brede penselsstrøg i medier og af Lars Nørholt i de budskaber, han gik i byen med:

I artiklen "Når Lyset bryder frem" bragt i Dagbladet Køge, lød det i 2012 fra Lars Nørholt:

- Vi er ved at blive rigtigt store i udlandet og slås med sådan nogle som Philips og Osram.

Storkunder i Udlandet

Netop 2012 var året, hvor Hesalight voksede fra at være en lille LED-virksomhed med adresse i en svineforsøgsstation i udkanten af Roskilde til at blive fremhævet som en dansk eksportsucces med et enormt potentiale.

Fra 2011 til 2012 voksede Hesalight med 500 procent, og i artiklen i Dagbladet Køge kunne Lars Nørholt fortælle, at ordrerne væltede ind, særligt fra udlandet hvor Disney og andre store virksomheder havde forelsket sig i Hesalights forretningskoncept.

Konceptet gik ud på, at kunderne betalte for de dyre LED-lamper, efterhånden som de gav besparelser på el-regningen. Et farligt koncept, som kræver stor kapital, fordi indtjeningen ligger langt fremme i tid.

Sminket prospekt

Men vækst kræver kapital, og da bankerne ikke var indstillet på at finansiere Hesalights væksteventyr, gik Nørholt i stedet tiggergang hos en investorgruppe, som blandt andre tæller pensionskasserne Pensam og Pensiondanmark.

For dem fremlagde han et prospekt, som langt hen ad vejen var bygget på en løgn.

Ikke alene var der pyntet på årsregnskaber, kontrakter og skriftlige aftaler. Selv hans uddannelse var der fiflet med.

Børsen, som har leveret en lang række afsløringer i Hesalight-skandalen, kunne fortælle, at Lars Nørholt ikke havde en bachelorgrad i regnskab og finansiering fra Copenhagen Business School, som han ellers skrev i prospektet til investorkredsen.

Han havde blot bestået første del af diplomuddannelsen HD i 1995.

Op blandt de 50 største

At Hesalight hverken havde Novo Nordisk, A. P. Møller Mærsk eller Starbucks som kunder, vidste investorkredsen på det tidspunkt ikke.

Hesalight lignede en god case, og derfor blev der i 2014 og 2015 skudt 562 millioner kroner i virksomheden.

Pensam, som leverer arbejdsmarkedspensioner til Foas faggrupper, nåede at overføre i alt 262,5 millioner kroner til Hesalight.

Da aftalen med Lars Nørholt var kommet i stand, kunne den stolte direktør til erhvervsmediet Finans fortælle:

- Det er eksploderet helt sindssygt. Vi har femdoblet vores omsætning hvert år, og vi kommer over en halv milliard kroner i omsætning i år. Til næste år har vi nu fået ordrer for 3,5 milliarder kroner. Det vil bringe os op blandt de 50 største virksomheder i Danmark.

Også på aller øverste hylde havde væksten hos Hesalight vakt opsigt. I sin tale under afslutningsdebatten i Folketinget sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt:

- Hesalight, en lille lysvirksomhed på Sjælland, har udviklet en LED-belysning. Vi sparer energi, får et renere miljø - og flere eksportindtægter og arbejdspladser. Tilskud til grønne projekter virker.

Den socialdemokratiske statsminister henviste til, at Eksportkreditfonden havde understøttet væksten i Hesalight.

Et liv i luksus

Mindre end et år senere var millionerne væk.

Først afviste flere danske virksomheder at være kunder hos Hesalight.

Og da Erhvervsstyrelsen afviste Hesalights regnskabspraksis, forsvandt der med et pennestrøg 100 millioner kroner ud af selskabet.

Da Nørholt havde lov til at hive 20 procent af det forgangne års overskud ud af firmaet, gav det mulighed for at forsøde den private tilværelse med et millionudbytte.

De mange millioner blev brugt på et liv i luksus. Ud over en høj gage og firmabil, forsvandt der på under to år over 60 millioner kroner ud af selskabet.

I samme periode købte Nørholt en villa i Roskilde til 14,9 millioner kroner, som efterfølgende blev istandsat for yderligere et millionbeløb. Der blev også købt tre boliger på Mallorca.

På det sociale medie Instagram blev Lars Nørholts liv fremstillet som et liv i luksus. Her blev der fremvist dyre tøj- og taskeindkøb, restaurantbesøg og det gode liv med stor rejseaktivitet.

I november 2016 gik Hesalight konkurs. Og få måneder senere blev Lars Nørholt også erklæret personligt konkurs, efter Bagmandspolitiet havde rejst sigtelse for blandt andet mandatsvig, som kort sagt handler om, at han havde tømt Hesalights bankkonti til sin egen fordel.

Hesalight er en af de største erhvervsskandaler i nyere tid. Danske Bank, Pensam, Pensiondanmark og Ikea har tabt op til 750 millioner kroner.

Kurator kræver millioner

Konkurserne efterlod et stort rod, og kurator Henrik Selchau Poulsen fra Bruun & Hjejle, vurderede, at der snarere mangler en hel end en halv milliard kroner i selskabet.

Henrik Selchau Poulsen har stævnet direktion, bestyrelse og revisor for 200 millioner kroner, en sag som begynder ved Retten i Roskilde i efteråret.

Reelt skulle kravet være større, men kuratoren i Hesalights konkursbo har valgt at nøjes med 200 millioner kroner, fordi han ikke vurderer det realistisk at få flere penge ud af en retssag.

Bagmandspolitiet har konfiskeret godt 60 millioner kroner hos Lars Nørholt, herudover er Nørholt blevet idømt en bøde på 17 millioner kroner for at fifle med momsindberetningerne i Hesalight.

Ifølge Instagram har sagen dog ikke forhindret Lars Nørholt og konen i at fortsætte et liv på første klasse.

Alene i 2018 har Lars Nørholt tilsyneladende rejst til syv forskellige destinationer, alt sammen dokumenteret på Instagram, hvor Nørholt også flere gange optræder foran en veltilrettelagt ret på en luksusrestaurant.

Lars Nørholt har anket dommen til landsretten.

Der er nedlagt navneforbud mod en person tæt på Lars Nørholt.