Finansråd: Vi bør vente med at tilslutte os bankunionen

Finansrådet mener, der er for meget usikkerhed omkring bankunionen til, at Danmark på nuværende tidspunkt skal sige ja.

Danmark bør vente med at gå med i EU's bankunion, mener Finansrådet, der er en interesseorganisation for bankerne.

Finansrådet vurderer, at det på lang sigt er en god idé at tilslutte sig unionen, men at der på nuværende tidspunkt er for mange usikkerhedsmomenter til, at Finansrådet kan anbefale en dansk deltagelse.

Derimod ser Nationalbanken gerne, at Danmark gå med i bankunionen.

Kan høste af erfaringer

Det er blandt andet usikkerhed i forhold til, hvordan bankunionen vil påvirke Danmarks økonomi, der afholder Finansrådet fra at anbefale et ja på nuværende tidspunkt.

Finansrådet peger på, at Danmark som ikke-euro land ikke er et født medlem af unionen og af den grund har mulighed for at høste af erfaringerne.

Overordnet tilsyn med banker

Bankunionen betyder blandt andet, at der skal være et fælles banktilsyn i EU, som skal føre overordnet tilsyn med samtlige banker i bankunionen og direkte tilsyn med de 130 største.

Målet er blandt andet at sikre, at bankerne selv vil være bedre rustet til at undgå og modstå fremtidige finansielle kriser.

/ritzau/