Det er glædeligt, at Volkswagen Danmark nu endelig har meldt ud, at omkring 91.000 biler i Danmark, kan have den såkaldte snydesoftware installeret, lyder det fra FDM.
Foreningen efterlyser dog mere viden om, hvilke biler der er tale om, samt hvilken løsning, VW vil tilbyde bilejerne.
- Vi er selvfølgelig spændte på at se, hvilken bil kunden så står med bagefter, forklarer afdelingschef Torben Lund Kudsk.
- Det har gennem tiden været en evig kunst at balancere en bil, som både har mange hestekræfter, kører langt på literen og samtidig har en meget lav emission. Det er det kunststykke, som nu skal findes en ny balance på.
Uvist hvor mange er blevet snydt
Ifølge Volkswagen Danmark er det biler af mærkerne VW, Audi, Skoda og Seat, der kan have snydesoftwaren installeret, og der er tale om både personbiler og varebiler.
Hos Forbrugerrådet efterlyser man også mere specifik information om de mange biler med snydesoftware installeret.
Blandt andet om, hvordan Volkswagen har markedsført de omtalte biler, samt hvordan informationen er blevet præsenteret for forbrugerne.
- Vi ved jo ikke, om eller hvor mange danske forbrugere, som er blevet snydt til at købe en bil, som de troede var mere grøn eller miljørigtig, end den i virkeligheden er, forklarer direktør i Forbrugerrådet, Lars Pram.
Klar til at hjælpe bilejere
Forbrugerrådet meldte allerede ud i sidste uge, at organisationen var klar til at anlægge en retssag mod VW på vegne af de berørte danske forbrugere, hvis det blev nødvendigt.
Også hos FDM er man klar til at skride til handling, alt efter, hvordan Volkswagen løser problemet med snydesoftwaren.
- Vi er selvfølgelig klar til at hjælpe vores medlemmer, hvis de får et produkt tilbage, som ikke modsvarer det, som de har købt, siger Torben Lund Kudsk.