Der ryddes op i Falck efter skandalen, hvor det store redningsfirma nu er politianmeldt for at presse konkurrenten Bios ud af markedet med ufine metoder.
I dag kostede det direktør Lars Vester Pedersen pladsen i virksomhedens direktion. Efter 30 år i ledende roller ryger han ud af ledelsen, men han bliver dog i Falck, indtil han går på pension ved årets udgang.
- Vores hovedopgave er at genoprette tilliden til Falck, og det arbejder vi på dag og nat. Lars Vester har ikke ønsket, at han person på nogen måde skulle stå i vejen for det, siger Kaspar Bach Habersaat, der er kommunikationsdirektør i Falck.
Men hvorfor skal han så ikke helt ud af firmaet? Han fortsætter jo frem til nytår som almindelig medarbejder.
- Det her handler ikke om hævntørst, eller at folk bare skal strittes ud for et godt ord. Vi er igennem en proces, hvor vi skal sikre os, at noget lignende aldrig sker igen. I den proces har Lars Vester Pedersen ønsket, at hans person ikke kan stå i vejen, siger Kaspar Bach Habersaat.
Skulle have rakt hånden op
Lars Vester Pedersen var redningsdirektør, altså chef for ambulancedivisionen, i 2014-15. Det er den periode, hvor kampagnen mod Bios blev igangsat.
Kaspar Bach Habersaat understreger, at Lars Vester Pedersen ikke tog aktivt del i planlægningen af initiativerne mod Bios. Men alligevel kan man ifølge en pressemeddelelse fra Falck 'sætte spørgsmålstegn ved hans rolle i Falcks ageren.'
- Det handler ikke så meget om, hvad han har gjort. Det handler om, hvad han ikke har gjort. Når man har en ledende post i en stor dansk virksomhed, så har man også et ansvar for at række hånden op, hvis man mener, at der foregår noget, som der ikke burde, siger Kaspar Bach Habersaat.
Er der så flere personer tilbage i virksomheden nu, som man ville kunne sætte spørgsmålstegn ved på baggrund af Konkurrencerådets afgørelse?
- Det er ikke min vurdering.
Både den daværende administrerende direktør Allan Søgaard Larsen og direktør Peter Goll, som spillede centrale roller i kampagnen mod Bios, har siden forladt Falck.