Fagbevægelsen: Regeringen må indkalde til forhandlinger for at få flere til at uddanne sig til sygeplejersker og lærere

KL er klar på forhandlinger og vil især se på muligheder for mere udenlandsk arbejdskraft i sundhedssektoren.

Arkivfoto. Det skal ikke være op til den enkelte uddannelse at tiltrække flere unge til fag som sygeplejerske og pædagog, mener Fagbevægelsen, der i stedet vil have regeringen til at lave en handlingsplan. (© Scanpix)

Artiklen er opdateret med en udtalelse fra KL og beskæftigelsesministeren.

Regeringen må gribe ind – og det skal være nu – hvis flere unge skal få lyst til at uddanne sig som sygeplejersker, skolelærere, pædagoger og sosu-assistenter.

Sådan lyder den klare opfordring i Information fra Fagbevægelsens Hovedorganisations formand, Lizette Risgaard.

- Regeringen må indkalde til trepartsforhandlinger, siger hun til DR Nyheder.

- Det er ikke den ene uddannelse eller den anden uddannelse, der har en udfordring – det her er en generel samfundsudfordring, som vi skal løse sammen.

Flere skal kunne se en idé i omskoling

Manglen på arbejdskraft i den offentlige sektor er langt fra ny, men ifølge Lizette Risgaard har de seneste optagelsestal på de videregående uddannelser gjort problemet endnu mere presserende.

Især pædagog- og sygeplejerskestudierne er hårdt ramt. Her er der henholdsvis 15 og 18 procent færre optagne ansøgere sammenlignet med 2019.

- Hvis vi i fremtiden vil have nok uddannede lærere, sygeplejersker og andre inden for velfærdssektoren, så skal vi have flere til at søge de her uddannelser, siger Lizette Risgaard.

Hendes håb er, at eventuelle trepartsforhandlinger kan munde ud i en national handlingsplan for at styrke uddannelsernes optag.

Hvad planen mere konkret skal indeholde, skal være op til parterne, forklarer Lizette Risgaard, men tilføjer, at Fagbevægelsen blandt andet ønsker, at der skal bruges flere penge på undervisningstimer, og at Statens Voksenuddannelsesstøtte skal forbedres, så flere kan blive omskolet senere i livet.

Handler jeres udmelding også om, at I gerne vil gøre det her til et tema i en kommende valgkamp?

- Det eneste, vi ved, er, at der kommer et folketingsvalg inden sommeren næste år, og uanset hvilken farve en kommende regering måtte have, så er det her en opgave, der skal løses hurtigst muligt, svarer Lizette Risgaard.

I oktober sidste år nedsatte regeringen den såkaldte Reformkommission, som blandt andet har fået til opgave at komme med bud på, hvordan man kan "fremtidssikre uddannelsesindsatsen".

Reformommissionens formand, Nina Smith, oplyser over for DR Nyheder, at kommissionen forventer at komme med input angående velfærdsuddannelserne til efteråret. Af samme grund ønsker hun ikke at kommentere yderligere på nuværende tidspunkt.

KL ser gerne løsning med mere udenlandsk arbejdskraft

Formanden for KL, Martin Damm (V), byder idéen om en trepartsforhandling velkommen.

- Vi møder gerne op, og vi ser gerne, at der så også er et højt ambitionsniveau, siger Martin Damm.

- Opgaven lyder jo på at skaffe flere hænder og hoveder. Det nytter bare ikke at kigge på den offentlige sektor seperat, for så tager vi arbejdskraften fra den private sektor, som er den, der tjener pengene til den offentlige sektor.

I stedet ønsker Martin Damm, at parterne især diskuterer lettere adgang til udenlandsk arbejdskraft.

Minister afviser ikke forhandlinger

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er ikke ved at booke mødelokaler, men han "afviser ikke at indkalde til trepartsforhandlinger".

- Vi tager den her udfordring meget seriøst. Vi har også allerede iværksat en række tiltag: For det første er vi begyndt at investere i vores velfærdssamfund igen, vi har lavet en rekrutterings- og fastholdelsespakke i sundhedsvæsenet og vi sørger for, at der kan rekrutteres flere medarbejdere i ældreomsorgen, siger han.

- Men det er ikke nok i sig selv, og derfor byder vi også andre forslag velkomne.

Ministeren vil dog ikke indkalde til forhandlinger, før den såkaldte lønstrukturkommites arbejde er færdigt. Kommiteen kigger blandt andet på sygeplejerskernes lønudvikling og konsekvenserne af eventuelle ændringer.