Fagbevægelsen: Morten Østergaard vil lade vikarer fra EU slippe for skat

Skatteminister Morten Østergaard beskyldes for at tilbagerulle skatteregler for vikaransatte fra andre EU-lande.

Regeringens skattereform fra 2012 gjorde, at østarbejdere skulle betale skat i Danmark, selv om de var hyret fra et udenlandsk virkarfirma. Det vil skatteminister Morten Østergaard (R) nu ændre til stor utilfredshed hos fagbevægelsen. (© DR)

Skatteminister Morten Østergaard (R) er under kraftig beskydning fra fagbevægelsen, som mener, at Skat er i gang med at gøre det billigere for udefrakommende arbejdere at arbejde i Danmark.

Også SF er rasende over det, de ser som en tilbagerulning af regeringens skattereform fra 2012, der betød, at eksempelvis østarbejdere fra første dag skulle betale skat i Danmark, når de arbejdede for en dansk arbejdsgiver. Også hvis de var ansat af et vikarbureau.

Men det bliver ikke længere tilfældet, hvis Skat som planlagt tilbageruller reglerne for såkaldt arbejdsudlejeskat.

Vil modvirke social dumping

For de udenlandske vikarer bliver derved betragtet som underleverandører og kan slippe for at betale skat i Danmark.

- Jeg kan bekræfte, at Skat har sendt et udkast til nye regler i høring, så vi sikrer, at vi målrettet sætter ind over for social dumping, men ikke forhindrer virksomheder i fuldt lovligt at samarbejde med udenlandske firmaer, lyder det fra Morten Østergaard.

Fagbevægelsen er imod

Hos fagbevægelsen har det skabt store protester.

- Reglerne for arbejdsudleje har været den enkeltting, der har bidraget mest til at forhindre social dumping. Før de regler gav man arbejderne en meget lav løn, fordi de slap for skat.

- Man havde en kombination af, at de her folk hverken betalte skat eller havde en ordentlig løn, siger Palle Bisgaard, næstformand i Byggegruppen under 3F.

S-kandidat kritiserer

Gunde Odgaard, der er sekretariatsleder for BAT-Kartellet, som er et fagligt kartel for medlemmer indenfor bygge- og anlægsbranchen, frygter også for konsekvenserne.

- Det her bliver administrativt tungt for os og for Skat. Til gengæld bliver det ret let for virksomheder, der vil svindle, siger han, der i øvrigt kandidat til EP-valget for Socialdemokraterne.

Men det er skatteministeren ikke enig i.

- Min opfattelse er, at der har været en bred anerkendelse af, at reglerne har været for brede og uklare. Jeg er meget optaget af at bekæmpe enhver form for social dumping, og det her er et effektivt tiltag, og vi skal jo ikke forhindre fuldt lovlige aktiviteter, siger Morten Østergaard.

Dansk erhverv: Ingen ændringer for vikaransættelser

Vikarbureauernes Brancheforening i Dansk Erhverv er uenige i påstanden om, at udenlandske vikarer fremover slipper for arbejdsudlejebeskatning:

- Der ændres ikke noget for vikaransættelser fra udlandet. De har hele tiden været omfattet af arbejdsudlejebeskatning og vil også være det fremadrettet. Ændringen vedrører kun medarbejdere i udenlandske virksomheder, der fungerer som underleverandører til danske virksomheder.

- Her vil man fremover vurdere, om der reelt er tale om underleverandør virksomhed, eller om der reelt er tale om arbejdsudleje. Hvis der er tale om arbejdsudleje, vil der også fremover skulle indeholdes arbejdsudlejebeskatning for denne gruppe medarbejdere, udtaler sekretariatschef i Vikarbureauernes Brancheforening i Dansk Erhverv, Jakob Tietge i et svar til DR Nyheder.

Rettelse: Af en tidligere version af denne artikel stod der, at skatteministeren vil lade vikarer slippe for skat. Det er nu præciseret, da det er fagbevægelsen, som mener, at ministeren vil ændre reglerne for arbejdsudleje.