Europæisk bank-vagthund bekræfter: Finanstilsynet er under lup i sagen om Danske Bank

Den Europæiske Bankmyndighed undersøger finanstilsynene i både Danmark og Estland.

Andrea Enria er formand for Den Europæiske Bankmyndighed (EBA). Han bekræfter, at EBA har startet forundersøgelser af Danske Bank-sagen. (Foto: © AFOLABI SOTUNDE, Scanpix)

Den Europæiske Bankmyndighed (EBA) bekræfter at have indledt en undersøgelse af, hvordan Finanstilsynet i Danmark overvågede Danske Bank i sagen om hvidvask i bankens estiske afdeling.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Vi har startet forundersøgelser af Danske Bank-sagen i Danmark, siger Andrea Enria, der er formand for Den Europæiske Bankmyndighed til Europa-Parlamentet.

Udviklingen er ventet, da EU-Kommissionen tidligere har bedt bankmyndigheden om at undersøge, hvad der gik galt med Finanstilsynets opsyn med Danske Bank.

Finanstilsynet har fået kritik

EU-Kommissionen vil blandt andet have belyst, hvor ofte og hvor dybdegående undersøgelserne af Danske Bank var.

Det danske finanstilsyn har nemlig fået kritik for ikke at være kritisk nok over for den information og de svar, Danske Bank har sendt gennem årene.

Finanstilsynet herhjemme bekræftede i slutningen af september, at EBA havde orienteret tilsynet om, at der ville komme en formel henvendelse om Finanstilsynets hvidvasktilsyn.

Her til eftermiddag bekræfter Finanstilsynet over for DR Nyheder, at undersøgelse nu er i gang.

- Jeg kan bekræfte, at vi har fået den første henvendelse fra EBA, siger Finanstilsynets kommunikationschef Søren Møller Christensen til DR Nyheder.

Han henviser derudover til Finanstilsynets tidligere melding om, at tilsynet stiller sig fuldstændig til rådighed for EBAs undersøgelse.

- Finanstilsynet er naturligvis parat til at samarbejde fuldt ud med EBA såvel som med andre europæiske institutioner om denne sag og til at redegøre for vores arbejde i relation til hvidvasktilsynet, lød det fra direktør Jesper Berg i september.

Estland undersøges også

EBA’s undersøgelse retter sig ikke kun mod Danmark. Den holder også luppen over Finanstilsynet i Estland, hvor den formodede hvidvask har fundet sted via Danske Banks filial i Tallinn.

Danske Bank har offentliggjort, at der i perioden 2007-2015 strømmede beløb svarende til 1.500 milliarder kroner gennem den del af den estiske filial, der er under mistanke for at have hvidvasket for milliarder.

Præcis hvor stort et beløb, der er mistænkeligt, er ikke kommet frem, men det er ifølge Danske Bank en stor del af de 1.500 mia. kr.